Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tale i det norske Studentersamfund, af Professor J. S Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Luften; vi indaande og vi udaande den; den tilhorer Tidens
Atmosphære. Til denne Tids Mennesker kom store og
vidtgribende Goder og end flere Bebudelser om Sandheder,
der skal aabenbares, om vidunderlige, allerede forberedte
Fremskridt paa alle Culturens Veie; men til os kom ogsaa
en Tvivlens Aand, saa egen i sit Væsen, at vi maaskee
endnu ei rigtigt forstaae at benævne den. Det er ei
nysforledne Tiders Tvivl om det Oversandselige og Evige, en
Tvivl, der ledede ind i munter Livsnydelse, og som
forkyndte en Levnetsviisdom med lemfældige Opgaver. Tvivlen
i vor Tid slaaer sig ei saaledes til Ro, den vil
gjennemtrænge Alt, drage alle Forhæng tilside: den seer Skuffelser
og Idoler overalt, og den seer ind i sin egen Tomhed.
Tvivlen er kommet os i Blodet som en Feber, der baade
ægger og udmatter. Den bringer Folkene til at staae
bævende og ubestemte for deres indre Opgaver, og den
opbruger Kræfter, hvorved de skulde löses. Den antaster
Grundsynet, Sammenholdet i den Enkeltes Selvbetragtning
og driver ham miströstig ud i Mængdens Bevægelse.
Forunderlige Tid med en Afmagt, som alle föle, og dog
Frembringer af saa mange Storverker! Om disse Gjerninger er
der Tale overalt, og Alverden priser dem; men de modsige
ei det Tidens Tegn, jeg her har nævnt. De ere Travlhedens,
det udadvendte Livs Verker, stærke Vidnesbyrd om hvad
Slægtens forskende og higende Aand formaaer; men Sjelenes
pinlige Uro har Deel i disse Frembringelser, hvorunder
Fornemmelsen af vor Tids moralske Krisis ligesom döves og
fordeles.
Den Tanke, der tilhörer vor Fest, stiller os nu en
Opgave, der just træffer os, som Tidens Börn, paa den svage
Side. Den fordrer endnu ingen iöinefaldende Kampe, ingen
mærkværdige Gjerninger og ingen brat Afgjörelse; den har
ligesaa lidt nye Krav som nye Löfter. Men det kommer an
paa, at Fortröstningen til dens Kraft og Sandhed ei slipper
op i de stillere Dage, eller adspredes under fjernere
Interessers Paavirkning. Det kommer an paa, at man betragter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
