Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian den fjerdes Personlighed og daglige Liv, af Dr. Fr. Hammerich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uanseet at, Gud være lovet, end omstund derude ingen Pest
grasserer”; et andet Sted: „jeg eragter, endnu ingen Mangel
at være paa Skalke i Danmark, saa man enstund endnu er
utrængt til de norske.”
Vi have i Forbigaaende af Ordrene kunnet bemærke
Kongens Sparsommelighed, den viser sig i alle Retninger. Som
han skaffede sine forslidte Klæder god Anvendelse hos
Börnene, saaledes levede han til daglig Brug yderst tarvelig,
næsten kun naar der kom fremmede Sendebud, tillod han sig,
at gjöre en Hoffest; reiste han, brugte han sjælden mere
end een eller to Vogne og lagde sig underveis ind paa
Kroer eller hos Bönder. Hans Heste, Kvæg, Korn og Hö,
ja selv hans Vildt og Fiske, bleve, om muligt, gjorte i Penge,
hans Bönder maatte svare ham al Skyldighed, udenat turde
vente stor Eftergivelse, han holdt meget af at have
Udestaaende paa gode Renter og förte baade over den egne Kasse,
han synes at have havt, og over Rigets et Regnskab, der
var nöiagtigt indtil Smaalighed, og hvor selv den Daler, ja
Mark, han gav en Fattig, ikke blev oversprunget. Da han
ikke var rundhaandet i de fleste Henseender, var det kun
Kortene og Boltspillet, som han satte Priis paa, der
undertiden kom til at koste ham Penge. Dog var hans
Sparsommelighed paa ingen Maade udsprunget af Gjerrighed; naar
Statens Vel eller Værdighed krævede det, naar han kunde
tilfredsstille sin Kunstsands, naar der skulle bygges et Slot
eller kjöbes et Maleri eller Smykke, eller gjöres Udgifter til
det betydelige Kapelpersonale, han holdt, da blev Pungen
sandelig ikke lukket til. Hans danske Sindelag var hver
Mand bekjendt i Landet og viste sig i det Store som det
Smaa; han befalede sine Sendebud baade i England og
Rusland, ikke at bruge andet Sprog end Modersmaalet, og, hvis
der begjeredes Tydsk, da gjöre en höflig Undskyldning, „at
de ikke vare det Sprog mægtige.” Ogsaa hans Retfærdighed
var vitterlig, saa Folket altid med Glæde saae ham i
Retterthinget, og som den var det, var hans sjælden skarpe
Syn til at opdage Bröden det ikke mindre. Vi vil kun minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
