Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Er Yggdrasilsmythen af christelig Oprindelse, af Adjunct J. E. Thaasen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Hovedpuderne, og det er den unge opbrusende,
begeistrede Apollon; hos Nordboerne staaer han i
Baggrunden, og her er det den gamle, erfarne Brage.
Grækeren spörger ikke om Tilværelsens Gaader, men tager
den, som den er, behersker og danner den, afhugger
med bortvendt Aasyn Gorgonens Hoved, sætter det i Pallas
Athenes eget Skjold og hviler saa i harmonisk Ligevægt
i Tilværelsens skjönne Nu. Germaneren grubler over
Modsætningen i Tilværelsen, at Alt kommer og forgaar, at alt
Levende bærer Dödens Spire i sig. Grækernes Særkjende
bliver da Ro, Germanernes Uro, hvilket ogsaa viser sig i
deres Historie.
Hiin ungdommelige Sikkerheds Ro, denne mandige
Bevidstheds Uro, kan da ogsaa bestemmes som æsthetisk
Livsbetragtning og grundig Fortvivlelse. Det er nemlig et
Kjendetegn paa den æsthetiske Livsbetragtning, at den ligesom Zeus
„binder Titanerne,” at den holder de store, uhyggelige
Spørsmaal fra Livet, og saa hengiver sig til Betragtningen af
Livets Skjönhed og en glad Livsnydelse. Men den kan ikke
mere end binde Titanerne, tilintetgjöre dem kan den ikke,
og derfor gaa Öieblikkets Glæder ikke altid frie for slemme
Anelser. Glæden beroer altsaa paa, at man som Zeus holder
Titanerne godt bundne, „omsluttede af Kobberskranker og
tredobbelt Nat.” I Grunden bliver den græske Betragtning
kun en anden Form for den hedenske Verdens Fortvivlelse,
den nemlig, som ikke vil eller ikke tör see det Gruelige
under Öinene. Men da gaar det, som det heder i Sagnet, at
man föler Spögelset i Nærheden, selv om man lukker Öinene.
Man kunde jo spörge, hvorfor ikke ogsaa Grækerne i sin
Mythologi kom til et Ragnarok, da ogsaa deres Guder ere
födte, og altsaa til syvende og sidst ere dödelige.
Forklaringen ligger netop deri, at Titanerne ere kastede i
Tartaros, „ligesaa dybt under Hades, som Himlen er höit over
Jorden,” og altid „bevogtes af Zeus’s trofaste
Hundredhændinger:” at de store Spørsmaal med Vold ere bragte tilside,
og aldrig slippes lös. Vel klinger der ligesom en Anelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
