Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Shakspeares Skærsommernatsdröm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Selvtillid og næsvise Uforskammenhed, som lave Naturer
almindelig vise, naar de begunstiges af dem, der have
Magten. Han modtager saaledes al den Hyldest, der
bringes ham, som om den tilkom ham med fuldkommen
Ret, og han behandler de Alfer, der maae tjene ham,
med det samme hensynslöse Overmod, hvormed han
uden Tvivl er vant til at behandle sine
Haandværksdrenge.
Det er en Sag, som underordnede Digtere ofte
glemme, naar de skulle fremstille et saadant
Dobbeltvæsen, at den lavere Natur, som Vedkommende vel
helst vilde skjule, dog i ubevogtede Öieblik maa komme
frem igjennem den Charakter, de önske at antage,
omtrent paa samme Maade, som det skeer i Holbergs Jeppe
paa Bjerget, hvori Jeppe med sine Unoder, med sine
gamle Erfaringer og Meninger, hvert Öieblik stikker
Hovedet frem igjennnem Baronens Klæder. Shakspeare var
naturligviis altfor stor en Digter til at synde imod denne
Regel. Dette see vi da ogsaa her med Hensyn til
Bottom. Hvad han saaledes især forlanger af Alferne, det
er, at de skulle klöe ham i Hovedet, thi uden just at
vide saa nöie. hvad Slags Dyr han er bleven forvandlet
til, saa mærker han dog, at Æselshaarene bestandig
stikke ham; da Titania spörger, hvad han vil spise,
svarer han, at han vel kunde have Lyst til at tygge
nogen tör Havre, men at han især har stor Begjerlighed
efter et Knippe Hö, „intet i Verden,” lægger han til,
„kan dog lignes med godt. södt Hö.” Omsider föler
han sig betagen af Dösighed og sover ind i Titanias Arme;
ogsaa Titania falder da i Sövn.
Ved denne Scene er Oberon usynlig tilstede, og nu
vaagner hans Medlidenhed med Titania. „Seer Du det
smukke Syn?” siger han til Puk, „nu maa jeg næsten
ynke hendes Vanvid.” Han fortæller derpaa, hvorledes
han alt tidligere havde mödt hende i Skoven:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
