Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Shakspeares Skærsommernatsdröm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sandhed ligesaa godt kan være tilstede i det kjækkeste
Eventyr, som i et historisk Digt, ja ligesaa godt som i
Historien selv, naar man blot ikke blander denne poetiske
Sandhed med den ydre Virkelighed. Naar derimod
Sandheden ikke saaledes udgaaer fra Digtets Kjærne, da
har ogsaa Digteren arbeidet forgjæves, da er hans
Eventyr ikke længer noget ægte Digt, men kun en tom
phantastisk Leeg og en Jagen efter flygtige Skyggebilleder,
hvor prægtig han end forresten kan have udstyret det.
For nærmere at oplyse denne Forskjel mellem indre
Sandhed og ydre Virkelighed var det fornemmelig, at
jeg valgte Skærsommernatsdrömmen til Gjenstand for
disse Betragtninger, eftersom der vel neppe gives noget
andet Eventyr, hvori Digteren paa en bedre og
betydningsfuldere Maade har viist, at Sandhed og Virkelighed
ikke altid gaae Haand i Haand, end netop her.
Hvad man med Hensyn til dette Drama allermeest
har bebreidet Shakspeare, at han lader Theseus og
Hippolita fremtræde deri, uagtet Handlingen for en stor
Deel er henlagt i en anden Tidsalder, dette synes nu,
betragtet fra et höiere Standpunkt, at være aldeles i
sin Orden; thi ved alt at lade Theseus vise sig i
Stykkets Begyndelse, angiver han jo strax, at vi her
befinde os i en romantisk og eventyrlig Verden, i hvilken
Tiden har ligesaalidet at betyde, som den vil have at
betyde i det store Drama efter Seklernes Ende, hvori
man vel maa antage, at de ældste og de yngste Slægter
i et forklaret Liv ville möde hverandre, uden at Nogen
da vil agte synderlig derpaa, om ogsaa Kritiken erklærer
det for et Brud paa Tidens Ret.
At Digteren iövrigt, ved saaledes at optage Theseus
i sit Stykke, med Bevidsthed har tænkt paa at angive
det Standpunkt, hvorfra Tiden her bör betragtes, det tör
jeg ikke paastaae. Men har han ikke selv tænkt dette,
saa synes dog den höiere Aand at have tænkt det for
ham, der ofte bringer en genial Digternatur til at gribe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
