Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
teræ bumtnitatis, humaniores; nmiskjendeligt er det derimod, at
paaföl-gende Udviklinger have bekræftet den. Det Aandsliv, der under en ny
Menneskeindvielses gribende Stemninger, udtalte det omfattende
Lær-domsord „Universitas," delte sig vel i Studier, der befordrede den
uendelige Spredning af Kundskabens Baner, men saa pegede det tillige paa
Enhedens dybeste Kraft, indledede en höiere Forstaaelse af hin
harmoniske Menneskedannelses Betydning, vidnede om det indre skjulte
Menneske, hvortil Alt skal indsamles: Skjönheden, Kundskaben,
Gjerninger-nes Mangfoldighed. Og visselig maa det erkjendes, at Udviklingen
fremdeles har dette Öiemed, at alle Aaudsopdragelsens Problemer endnu
forene sig i denne Betragtning. Derfor, jo rigere Kundskabens Magter
fremstille sig med sine Löfter og Krav, desto alvorligere lyder for
Enhver Enhedens Kald; til den ivrigste Forsker taler det advarende: Husk,
at Sandheden er i det hele Menneske! Kan du end bringe det til at
beherske en af Naturens mægtige Aander, saa at du baade leder og
föl-ger den, udslynges med den paa ukjendte Baner — fremfor alt maa du
dog paa ethvert Punkt tage dig selv igjen, finde dig selv i dit Væsen*
Fylde, som den sande Mikrokosmos, hvorom de Gamle talte, som den
lille Verden, hvor du bedst kan fornemme de guddommelige Kræfters
Harmoni, og under al Skröbelighed afbilde den.
Herom minder Universitetet og betegner derved den omfattende
Udvikling, der forener Aandsfrihed, sædelig Tugt og inderlig
Gudsbe-vidsthed til eet Livsbillede. Eller maaske denne vor Indstiftelse, med sin
ufuldkomne Stræben ei tör nævne en Fordring, der tilsidst gaaer ud paa det
Uopnaaelige, Idealet? Men hvor skulde da det vækkende Ord lyde til
Fremme for Stat og Kirke. Alvorligt kræver denne Tid, at Idealet med varigt
Indtryk foreholdes de Unge. Den sande Ungdom gjennem alle Levealdre
er just dette, at have Syn for og Kjerlighed til Idealet, det
Uforanderlige i Omskiftelsen; alligevel kan dets Betydning miskjendes i Slægterne.
Der er Perioder, hvori Betragtningen helst vil fængsles og forlystes ved
de mange kunstige Lys, der skinne i Gruber og paa Tinder, Kulturens
lldblus, som tændes og fortæres i det Mangfoldiges Dunstkreds. Men
en höiere Dom vil dog kalde en saadan Tid taaget og mdrkladen, naar
i den Sjelenes rette Firmament er overdækket og Ledestjernen tabt
af Sigte.
Söger da, I haabefuMe Ynglinge, undér al Eders Stræben, hint
uforanderlige Lys, der ei vil naaes af Seil eller Vinger, men som skal
styre Livsfarteti over de vildsomme Vidder, og skinne paa Aandsdybet,
om end med bævende Glands, brudt af dets Bölgegang.
Dette vilde jeg fremfor Alt sige Eder til Hilsen og Velkomst. I en
Stemning af denti| Aand sömmer det Eder at afgive Löftet og indskrives
til de akademiske Læreaar.4*
Fesien sluttede med fölgende Sa
Helligt er Studentens Kald:
I de varme Ungdomsdage
Træder han i Templets Hal,
Der nu Aandens Daab at tage.
Over ham, i höien Chor,
Gaaer de svundne Slægters Tale —
Alnaturens dybe Ord
Hörer han i lyse Sale.
*1
Hvor de store Aander boe,
Som ei Tid, ei Död forandre.
Helligt er Studentens Kald! —
Vær saa hilset, Brödre unge,
Her i Aandens Tempelhal! —
Hör vor glade Velkomst runge! —
Men, vil han de Ord forstaae,
Maa han lære dybt at tænke —
1 hans Barm, fra Troens Blaa,
Kraft og Alvor maa sig sænke.
Vi skal vandre sammen nu
I de klare Söilegange —
Ungdemsmod og Broderhu
Lyde skal fra vore Sange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
