Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og saaledes ogsaa netop dep Slægt, der kun lever og aander
for den ene Tanke, Samfund mellem alle, omtumler meest den
ab-solute Modsigelse heraf, Ensomhedens Problem. Den Genius, som
gaaer i Spidsen til at samle og forbinde Menneskeheden, sætter
Ensomheden som en Straf, optager den som et nyt Begreb i
Lovbogen, hvoraf den venter sig meget Gavn; den aner Ensomhedens
Rædsel, men, ufølsom som et Barn, dicterer den som Straf for
andre, hvad den ikke vover selv at gjennemskue. Men, ved Siden
heraf, rører Ensomheden sig alvorligere og dybere paa de mange
andre Puncter i Slægten, som Statslivet ikke kan repræsentere, og
netop denne meddelsomme Slægt synes rigest paa disse
enkelt-staaende dybe Aander, der, aandelig talt, ere fødte med for tynd
en Hud.
Deres Dybde er ikke aandløs Tomhed; de sysle grundigt nok
med Alvoren; men dog synes de kun at eje det Blik, der formaaer
at skue indad, og at være blinde for den ideelle Side ved
Menneskenes travle Saravirken i de materielle Interessers Tjeneste.
Saa-længe et eneste Menneske endnu beskjæftiger sig med dem, vende
de sig trodsig bort, og tye til en indbildt Ensonfhed, og deres
Sygdom helbredes først, hvis man er istand til at anvende som
Kuur en virkelig Ensomhed, en Ensomhed, større end Fængslets,
som Fangevogterens Aasyn opliver, större end den vaade
Fange-kjelders, hvori den ensomme Fængslede intet Menneske seer, men
dog kan betragte Vagtens Skygge, idet han gaaer forbi, eller hører
hans Trin paa Gangen; hvor han dog idetmindste kan ane
Mennesker i den Bevægelse, hvorved Kurven, med hans usle Kost nedfires
til ham, en Ensomhed, hvor Mennesket er ene med sig selv og Gud.
De to Sider af Ensomheden, enten som en sygelig Sjæls
^Trang til Meddelelse, der netop yttrer sig gjennem Modsigelsen,
Indesluttethed, eller, mere udadtil, som et Indlæg mod Samfundet
af en indbildt forurettet Modpart, hvis Trods gjør ham værdig til,
at Ensomhedens Skrækkelighed selv skal bevise ham, at Menneske
og Isolation ere Modsigelser: er i Nutiden bleven Gjenstand
for digteriske Skildringer’, men især i de to Lande, hvis Folkeslags
Ejendommelighed netop samstemmer med Ensomheden paa den ene
eller den anden Maade, nemlig Norge og Frankrig.
Selv den milde, bløde Fru Hegermann Lindencrone, hvis
venlige Fortællinger, trods deres Spring i Tidernes Rum, dog kun med
yndig Afvexling fortælle den samme Historie, en alderstegen
Kvindes Tilbageblik paa Ungdomstiden, utvivlsomt Forfatterindens egen
Ungdom, fortalt i Alderdommen, hvergang den samme Tanke, støbt
i andre Former! selv hun skulde faae Øje paa Ensomheden i
Menneskesjælen, men under hendes Hænder tildækkedes og forsonedes
den. I en af hendes Noveller optræder en ung Normand, begavet
og frisk forøvrigt, men menneskesky. Kun fijfelens lykkelige Sund-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
