Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Philosophiske Betragtninger over den nyeste Tids Historie, af Universitetsstipendiat, Cand. mag. G. V. Lyng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun Symbol paa en Tanke, vistnok høi og herlig, men
uden virkelig Magt og Myndighed; det blev en tom Titel,
en hul Glans. Man har her den samme Modsætning
mellem Ide og Virkelighed, som overalt i Middelalderen:
ligeoverfor Kongedømmet, der støttede sig til den virkelige
folkelige Enhed og indehavde den virkelige Magt, svævede
Keiserdømmet ligesom i Luften; i sin ideale Ophøiethed
forsmaaede det at søge Fodfæste paa Virkelighedens Grund;
Keiserne forsmaaede at erhverve sig Besiddelser for sig
selv og deres Familie og manglede saaledes Midler til at
sætte deres Villie igjennem. Medens Keiserne kjæmpede
for at sætte sig fast i Italien, Keiserideens „hellige Land,“
i den Tanke, at de med Besiddelsen af Landet ogsaa
sikrede sig Ideens Virkeliggjørelse, medens de altsaa optoges
af, hvad man kunde kalde Keiserideens eller de verdslige
Korstog, nemlig Romertogene, tabte de i deres eget Land
mer og mer deres Magt, som egentlig beroede paa
Vasallernes Troskab, og som derfor ogsaa mer og mer gik over til
dem. Keisernes Overherredømme over Kongerne vare
ligefra Begyndelsen af kun titulær; men en stor og reel
Betydning fik det derved, at Keiseren, som den, der skulde
forene i sig al verdslig Myndighed og saaledes i alfald være
dennes Repræsentant, dens personlige Spidse, overtog den
Kamp med Pavedømmet, hvorved det skulde afgjøres, om
den verdslige Myndighed skulde være selvstændig eller den
geistlige underordnet, en Kamp, der altsa gjaldt selve Ideens
Gyldighed.
Det var, som bekjendt, Hohenstauferne, der egentlig
gave Keiserkronen dens rette Glans; deres Tidsalder er
Keiserdømmets heroiske Tid d. v. s. den Tid, i hvilken
Ideen faar sin adæqvate Form og sin fulde Virkelighed i
store Personligheder. Det er især de to Fredriker, i hvis
Personlighed Ideen i al sin Høihed, Majestæt og rene
Idealitet speiler sig, og som saaledes staae i Historie, Digt
og Sagn med Idealets Glorie om deres Hoveder. Det
Glimrende og Imposante ved deres Personlighed, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
