Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202"
»Jeg har besvaret det.«
»Giv mig denne Rose,« sagde han »det er netop den
jeg vil have.« Han kastede sin langt bort.
»Nei nu faar De den ikke,« sagde Sofie, og holdt den
iveiret, og da han vilde gribe efter den, sprang hun hurtig
henover Bedene opad Trappen og forsvandt bag Glasdøren.«1)
I digtsamlingen av 1844 belyser Welhaven blendende
Margrethe«skikkelsen endda engang i et eneste moment Paa
Ballet:
Rolig sidder hun, og dog bevæget
af en Kamp, som Verden ei skal se;
paa den tause Rosenmund er præget
Tungsinds Rune af den skjulte Ve.
Sterke Minder af en svunden Lykke
fængsles nu i hendes Marmorbarm.
Taus og rolig, uden Krands og Smykke
sidder hun i denne Glædeslarm.
Hendes Indre gjemmer en Novelle,
der er tom paa Handling, mat af Klang, —
den har ingen Rædsel at fortælle;
Angstens Uro fulgte dog dens Gang.
Kvindesjelens hemmelige Smerte,
der kan slukkes i en Vaardags Graad,
har dog truffet hendes varme Hjerte
allerdybest med en giftig Brod.
Og fordi hun har en HverdagsiKummer,
skal den dølges, drog man hende hid.
Al den Mislyd, som en Festsal rummer,
blandes her i hendes indre Strid.
Hendes Lykkes=Drøm tilbagevender,
sært forvandlet nu i Fjas og Skrømt,
mens hun holder taus i sine Hænder
denne Glædes=Kalk, som hun har tømt.
Lad nu Dandsen bruse over Tilje,
og lad Glæden aabne vidt sin Favn! —
l) Amtmandens Døtre, 1893, II s. 70, f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
