Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310 Andet Tidsrum 11. Tredivte Capitel.
havde givet paa et fiendtlig! Sindelag ved en uforstyldt fiendtlig Fremgangsmaade
mod Danmark. Og Beviserne kunde i Sandhed ikke vcere vanskelige at finde, da
Sverige ingen anden Grund havde til sit fiendtlige Forhold mod Danmark midt i
Freden, end den Plan at losrive Norge fra sin gamle Forbindelse og forene det med
Sverige.
Men neppe havde Danmarks Konge gjort sin Skjebne aldeles afhcengig af den
stanste Keisers, og erklceret hans Fiender Krig, for Krigslykken vendte sig afgjorende
fra Napoleon til de Allierede. Slaget ved Dresden var den sidste Seier, som Na
poleon vandt i Tydstland over sine Fiender, og fra den Dag blev hans Stilling alt
meer og mere betcrnkelig. De forskjellige Corps, som han havde opstillet deels sonden
deels norden for sit Hovedqvarteer, bleve slagne, oploste og tildeels fangne. Den
kjcekke, men i Tydssland forhadte General Vandamme blev med sit Corps gjort til
Fange i den bohmiste Bjergkjedel sonden for Dresden, og Generalen selv blev som
Fange sendt til Moskau. Under Carl lohans Anforsel vandt Preusserne to Slag
mod Marschallerne Oudinot og Ncy ved Grosi-Beeren og Dennewitz. I disse
blodige Slag var det betydeligste Tab paa de Franskes Side. Berlin blev befriet,
og de stanste Hcere tabte den fordeelagtige Operationslinie, som de i Nordtydstland
havde indtaget.
Disse vundne Slag vare imidlertid üblodige for de svenske Tropper, der lidet toge
Dccl i dem, og Sciersdagenes Held og Hceder tilhorte det preussiske Mod, forenet med
Overgeneralens Dygtighed og kloge Dispositioner. Carl Johan havde sparet sine svenske
Tropper, og ester flere Maaneders Felttog talte han ncesten den hele Skare af Krigs
mcend, som han havde fort over fra Sverige til Tydstland. Deraf opstod de tydste
Hcrrforeres Miskjendelse og Misnoie med den svenske Overgenerals Fremfcrrd, og selv
en Murren i den svenske Armee, som Intet bedre onskede end at maale sig med Fi
enden, og dele Seirens Priis med sine Vaabenftcrnder. Men Carl Johan havde
vel Aarsag til at staane sin svenske Afdeling. Han vidste, at den ikke let igjen
kunde gjores fuldtallig, dersom den opreves under Krigsstjelnens Omvexlinger ; thi
den i Sverige tilbageblevne Dccl af den svenske Krigsstyrke kunde behovcs mod en
Fiende, som Sverige der havde fremkaldt. Den svenske Statskasscs slette Tilstand
tillod ikke at reise en ny Krigsmagt, naar de engelske Subsidier udebleve, og disse
vare udtomte paa den Udrustning, som allerede var steet. Men iscer havde Carl
Johan sit Vie stadigen henvendt paa den Hovedgrund, der havde bestemt ham til at
slutte sig til de Allieredes Sag, nemlig Norges Forening med Sverige. Han vidste,
at efterat Finland var tabt, stod Sveriges Hv til denne Forening, som lcenge for
hans Ankomst til Sverige var forberedt, og hans Attraa eftcr at opfylde dette Sve<
riges National-Gnste maatte forogcs, efter at Leiligheden til at vinde Finland tilbage
nu var aldeles tabt. ’ Ulmcde der i Sverige nogen Misnoie — hvilket dog, som
ovenfor yttret, neppe fandt Sted i den Grad som er paastaaet — over at denne Lei
ligbed til at gjenvinde en dyrebar Provinds, under Ruslands betenkelige Stilling i
ikke var benyttet, saa maatte denne aldeles dampes ved den skandinaviske Halv
oes Forening. Carl Johan bchovede saaledes sine svenske Tropper, ikke alene for at
bidrage til at undertvinge Napoleon, men for at sikkre sig Prisen for sin Deelta
gelse. Under den Masse af Tropper, som stimlede sammen for at fcelde Napoleon,
maatte Carl lohans Person, hans Raad og Veiledning som Overgeneral vcere langt
vigtigere end den lille Skare af svenske Krigere. Sveriges Kronprinds maatte vente,
at Danmark anstrengede sin sidste Kraft for at forhindre de nordiske Rigers Sonder-
splittelse, og den stanste Krigsmagt ved Hamburg var, endstjont svcrkket, endnu i
Stand til alvorlig Modstand. Hvor stort Haab Carl Johan endog som Feltherre
kunde have om et heldigt Udfald af den ul Napoleons Odelceggelse lagte Krigsplan,
saa maatte dog denne store Mands Vaabenfcrlle, der havde vcrret Vidne til det Felt
herretalent, den Klogstab og det Held, hvormed han havde udredet sig af saa mange
vanskelige Stillinger, ikke verre aldeles sikker i sin Sag, — han maatte verre forbe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
