Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andet Tidsrum 11. Fireogtredivtc Capitel.
346
vildc underkaste sig Sverige, men tvertimod med al Kraft strcrbe at forsvare Norges Uaf
hcrngighed og Selvstcendighed ’). Rosenkrantz erklcerede sig overbeviist om, at Norge ikke
i Folge Fredstraktaten vilde underkaste sig Sverige, men han kunde ikke erkjende Prindsen
for arveberettiget til Norges Trone. Prindsens Krav paa Norge, efterat det ved en
formelig Fredstractat af dets retmcessige Regent var afstaaet, vilde, meente han, verre
en Krcenkelse af den almindelige Folkeret, og gjere enhver Fredsslutning for Fremtiden
umulig. Den Folge, hvortil Slutningen af Rosenkrantz’s Tale, saaledes som jeg
forstod den, umiddelbart forekom mig at fore, bevcrgede mig til at falde ham i Talen
med den Paastand, at der gaves en hoiere Lov, som hjemlede ethvert Land, ja enhver
enkelt By, der under samme Omstcendighed som nu Norge var afstaaet, Ret til at
forsvare sin Selvstcendighed, og at Ingen nu havde sterre Net end jeg eller enhver
Anden til Norges Krone, der var hjemfalden til det norske Folk, som vel vilde vide
at overdrage den til den, hos hvem det troede at finde de storfte Talenter, og den
storste Dygtighed og Dyd. Her var det Etatsraad Treschow udraabte: Det er det
Rigtige." Hvad han videre sagde, erindrer jeg ikke. Amtmand Collett tog nu, om
jeg erindrer ret, Ordet og sogte med Grunde af den almindelige Netslcere at under
stette min Paastand, idet han derhos yttrede, at den Mening, som nu i Forsamlingen
gjorde sig gjcrldende, ogsaa var den, som ester hans Erfaring fuldkommen stemmede
overeens med Folkets almindelige Bnske. I lcrngere eller kortere Taler, som jeg
ikke erindrer, crklcrrede Alle sig af samme Mening; kun C. Anker og Haffner vare
de eneste, som forsvarede Prindsens Arverct, den Sidste iscer med megen Varme.
Hans Tale syntes iscrr rettet mod mig, hvilket jeg og slutter deraf, at Prindsen af
brod ham med de Ord: Professor Sverdrup har overbeviist mig", og derpaa gik
over til de Forhandlinger, hvoraf Resultatet gjennem Trykken er offentliggjort, og
saalcdcs cilmindelig bekjcndt.
z,Hvad de Mcrnd, som med mig toge Deel i dette Mode, i deres private Sam
taler med Prindsen have yttret, har jeg aldrig hort eller erkyndiget mig om. Meget
af hvad der i Modet foregik, blev talt og sagt, svoever kun for mig i en dunkel
Erindring. Hele Aar ere henrundne, i hvilke jeg ikke har tcenkt paa hine Dages
Vegivenheder eller med Nogen talt derom. Min Samtale med Prindsen er mig i
levende Erindring, og saaledes som jeg har nedskrevet den, har jeg fortalt den til
Candidat Rcrder og Bureauchef Wergeland, til den Forste mundtlig, og til den
Anden skriftlig."
Denne forstandige og haderlige Eftergivenhed fra Prindsens Side lettede vistnok
hans Skridt paa den Bane, han havde foreskrevet fig; men paa den conftitutionelle
Bygning, som Norges Mcrnd stode paa Veien at reise sig, havde den neppe en saa
overveiende Indflydelse, som det er paastaaet. Hiin Gjcering, foranlediget af Frygt
for Souverainitetsideen, indstrcenkede sig mestendeels til Hovedstaden og maastee nogle
enkelte Hcrrafdelinger. I en Afstand derfra anedes ikke eu saadan Plan"), ligesom
Bekjendtskab dermed visseligen ikke vilde have banet Prindsen Vei til Folkets Hjerte.
Mangchaande forberedende Omstcrndigheder havde henvendt Nordmandms Sind paa
en friete Forfatning, en storre Deeltagelse i at ordne Norges indvortes Anliggender,
og i at raade Bod paa flere Mangler i den indvortes Statsorganisation, som under
en almindelig Omstsbniug af kosmopolitiske Forhold og af den norske Handels- og
Virksomhedsstilling viifte sig ien skarpere Form end nogensinde. Vi have ovenfor
gjort opmcerksom paa, hvorlunde disse friere Begreber om Folkets Rettigheder under
’) Man har heraf uolccct den Mening, at Anlers politiske Tro var andcrledes end ocn
siden blev. Senere hen komme vi tilbage hertil. Vist er det, at Almuens Afsty
mod Forbindelsen med Sverige var stor.’
’) Paa sin Reise til Christiania fra sit Hjem fra den 12tc til 16de Febr. hsrtc For-
fatteren paa den hele Lmie tale om Politil i alle Krogc, men intetsteds om nogen
Frygt for stig Anmasselse, langt mindre sporede han nogen Gjcering i den Anledning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
