Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345
Sverdrups Beretning om Msdet paa Eidsvoid 16de Februar 1814.
stsrfte Opoffrelser. I andre Udtryk sagde Generalauditeur Bergb mig det Samme,
idet jeg traadte ind i Prindsens Vcerelftl).
„ Prindsen modtog mig med folgende Ord omttent: leg har ladet sammenkaldc
nogle as Norges meeft anseete Mcrnd, for i dette for Landet hoift vigtige Tidspunkt
med dem at overlcrgge, hvad der bor foretages wr at afvcrrge Anarkiets Rcedsier, og
for at betrygge Rigets Selvstcendighed og Vel. Da Hs. M. Kong Frederik den
Vite har vcrret nodt til at afstaae fin Ret til Norges Trone, anseer jeg mig efter
Kongeloven og Norges Odelslov for arveberettiget til den, og i denne min Mening
er jeg bleven bestyrket af mange af Norges dygtigste og mecst oplyfte Mcend. Jeg
har hort, at De skal vcere af en anden Mening, og har derfor ladet Dem kalde for
at hore Deres Grunde."
Saa klart og bestemt som det var mig muligt fremsatte jeg mine Grunde uiod
Prindscns Arveret, og sogte at vise, at Kong Frederik den Vites Frasigelse af sin
Ret til Norges Rige vel ingen anden Betydning kunde have, end at han ikke lcenger
saa sig istand til at hcrvde Forbindelsen mellem Danmark og Norge, og at dette saa
ledes igjen var kommet i Besiddelse af sin naturlige og uomtvistelige Ret til selv at
bestemme sin Forfatning, og til, uden alt andet Hensyn, at overdrage den executive
Magts Udovelse til hvem det vilde og dertil ansaa dueligst.
..Prindfen horte mig med spcendt Ovmcerksomhed, og afbrod vel flere Gange
min Argumentation med Indvendinger imod mine Grunde, cen Gang med Bebreidelse
for Sophisteri, men mcd megen Blidhed tillod han mig dog normere at forklare og
udvikle mine Grunde. Da jeg endte min Argumentation med den Ittring, at jeg
ikke tvivledc om, at det norske Folk ved frit Valg til Konge vilde kaare Prindscn,
der i Farens og Nsdens Stund med en saa hoimodig Opoffrelse havde villet knytte
sin Skjebne til Folkets, og at jeg var ovcrbcviist om, at Hs. K. H. vildc finde
det meget hederligere, at Harald Haarsagers og Tverrers gamle Krone overraktes
ham af et frit Folk, end om han fik den ved Arv eller paa anden Maade, sagde
Prindsen med et Smul: Nu bliver De poetisk." Jeg forfikkrede, at kun Kjcrr
lighed til Eandhed og Fcrdreland havde ledet min Tale. Prindsen traadte derpaa
hen til mig, omfavnede mig og sagde: De har Ret, jeg er bleven overbeviift."
Han bad mig derpaa for det samlede Mode, han nu vildc holde, at gjentage, hvad
jeg til ham havde sagt, men om muligt inden dette at forsoge paa at faae Biskop
Bech og Conferenceraad Anker til at gaae over til min Mening.
Med den dybeste Hoiagtelse for Prindsens rene Sandhedskjcrrlighed, og med
den Overbeviisning, at Kongemagten langt mindre end Norges A3re og Selvstcrn
dighed var det, som laa den cedle Fyrste paa Hjertet, traadte jeg ud i Forsamlings
vcrrelsct, hvor jeg til de Mcend, som vare tilstede, fortalte min Samtale med Prindseu,
og derpaa opsogte Biskop Bech og Conferenccraad Anker, som tilligemed General
qvartecrmefter Haffner opboldt sig i et Sidevcrrelse. Beck gik efter nogle faa Ind
vendinger over til min Mening, men Carsten Anker afviiste den koldt og kort med
den Bemcrrkning, at Norges ncrrrcerendc Stilling krcevedc andre og mere energiske
Forholdsregler.
Hvad der i det forsamlede Mode af Enhver blev talt og sagt, enndrer jeg
kun meget ufuldkomment. Jeg var af Reisen og maastee ikke mindre af min Sam
tale med Prindsen saa udmattet, at jeg ikke uden den storste Moic med Opmcrrksom
hed kunde folge Forhandlingenes Gang. Hvad jeg imidlertid med Beftemthed ttoer
at erindre er, at Kammerherre P
. Anker var den forfte, som, efterat Prindfen havde
ladet Fredstractaten i Kiel og Frederik Vites aabne Vreve om Norges Afstaaelse oplcrse, paa
Ovfordring af Prindsen erklcrrede, at hverken han eller nogen af de Mange, han kjendte.
>) Berghs Ord indeholdt en Opmuntring til Sverdrup om at gjere sit Bedfte for at
faae Piindsen overtalt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
