Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Næringsveie. - Jordegodset og Landbonæringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
Kvæg, medens den tidligere var et Middel for Jordens Eier til at frede
sin Jord.
Jordegodset er i Norge fortiden væsentlig den jorddyrkende Bondes
Eiendom, sjeldnere Bygsel eller Forpagtning. Så var ikke altid Tilfældet
i ældre Tider, da Kongen (Staten) .eiede en stor Mængde Jordegods om
kring i Riget, hvilket dels fra de ældste Tider havde tilhørt Konge
dømmet, dels senere i Tidens Løb var tilfalden samme ved den da så
hyppig som Straf brugelige Konflskation. Dette Krongods blev dels drevet
som Kongsgårde, dels udlagt til Brug for Embedsmænd, dels bortbygslet,
etterhånden også solgt. Også Kirken kom i den katholske Tid i Besid
delse, forstørstedel ved fromme Gaver, af en overordentlig Mængde Jorde
gods, der dels anvendtes umiddelbart til Geistlighedens Underholdning,
dels bortbygsledes. Ved Reformationens Indførelse tilegnede Staten sig
en stor Del heraf, en Del tilfaldt også Adelen, men en stor Del blev dog
endnu bibeholdt som Kirken og Geistligheden tilhørende, det såkaldte bene
ficerede Gods.
Om dette sidste gjaldt det som almindelig Regel, at det skulde bort
bygsles på Leilændingens og hans Enkes Levetid på de ved Lovgivningen
bestemte Vilkår. Også for det Staten og offentlige Stiftelser, som Skoler,
Hospitaler o. d. etterhånden skjænkede Gods var det tidligere almindelig
Regel, at det kun skulde bortbygsles, ikke sælges.
I den norske Lovgivning har der aldrig været sat nogen Skranke
for, at Kirken og Stiftelser ved Gave eller på anden Måde erhvervede
Jordegods og dette således kom på «den døde Hånd».
Også private Personer havde til enkelte Tider erhvervet store Sam
linger af Jordegods, som ikke kunde drives af dem selv, men nødvendig
måtte bortsættes mod Bygsel, sædvanlig på Leilændingens og Enkens
Levetid. Dette er det såkaldte Proprietærgods.
Fra almindelig Forpagtning adskiller Bygselen sig væsentlig ved at
Vederlaget for Størstedelen erlægges ved en Indfæstningssum ved Byg
selens Overtagelse, og kun for en liden Del ved den årlige Afgift, medens
ved Forpagtning kun en årlig Afgift erlægges. Den sidste forekom tid
ligere forholdsvis yderst sjelden. Sædvanlig var det også at Bygselen gik
i Arv derved, at Brugeren allerede i levende Live fik denne overdraget
til sin Søn eller Svigersøn og selv tog Føderåd. Eieren fik herved tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
