Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkedigtningen. I. (M. B. Landstad. 1853)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Almuesfolk har bevaret dem iblandt sig, utrykte og uskrevne, igjennem
Aarhundreder, beviser, at denne Efterklang af Oldkvadene har været
dem kjær, at Slægtskabets Baand imellem Folket fra idag og den
oldnordiske Poesi endnu er meget stærkt, og at det, der skal tiltale
Folket, maa være Blomster med hjemlig Duft og Farve, udsprungne
af den samme Rod og nærede af den samme Jordbund.
Medens en klassisk Literatur har indvirket alt for stærkt paa
vor Poesi, er denne bleven fremmed for Folket. Det Skjønne og
Harmoniske i Formen har ikke kunnet erstatte den Mangel paa
Indhold, Aand og Kraft, som saa ofte har været sporet hos vore
Digtere. Der har heller ikke paa meget lang Tid været nogen
profan Digter iblandt os, af hvem Folket her har følt sig tiltalt.
Saavel Indholdet som Sproget har været dem for fjernt og fremmed.
Det forrige Aarhundredes Selskabssange oxg Romancer interessere
dem lige saa lidt som dets moralske Læredigte. End ikke Zetlitz
var en Folkets Digter, uagtet han gjerne vilde være det; det var
altsammen Sager, der havde sin Rod i en Folket fremmed Jordbund,
og hans Sange for Bondestanden ere allerede for Størstedelen glemte.
De senere Digtere ere lidet bekjendte og istemme heller ikke i
Almindelighed de simple, dybe og kraftige Toner, som finde Gjenklang
hos Folket.
Den Iver og Interesse for det Nationale i alle Retninger, som
nu er vaagnet, spaar en bedre Fremtid. Men under de paapegede
Omstændigheder, og imedens blandt de Ordførende hartad Intet
duede uden det Fremmede, kan man ikke undres paa, at Folket
ligesom drog sig tilbage i sig selv, holdt fast paa, hvad de havde
modtaget i Arv fra Fortiden, og forresten hjalp sig selv med Stev
og Smaastumper, saa godt de kunde, men fik en let begribelig
Undseelse for aabenlyst at kvæde sine gamle Sange for os, hvem de
antog dem at være en Forargelse. Imidlertid — jo mere Folket
føler sig tiltalt af og paavirket af det Nye, desto snarere vil deres
gamle Kvad nedsynke i Glemsel; og det er allerede paa gode Veje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
