Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Folkedigtningen. II. (Jørgen Moe. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
have altid været brugte som Stev. De nyere Stev ere alle fra først
af brugte som saadanne og have enten et spidst eller et ømt Indhold.
[1]
«Ranglevisen» ser Folket selv ned paa med en vis
Ringeagt. Benævnelsen kan man forklare sig af Strofen:
«Aa denne Visa kan Ingen kjende,
Aa denne Visa har ingen Ende,
Aa denne Visa har gjort sig sjøl,
Hu kom naa rekandes paa ej Fjøl.»
[1] Stevene ere at betragte som en Levning af den Improvisation, gjennem
hvilken Fædrene med Lethed og Kraft udladede deres livfulde Indre. At «stevjast»
er en selskabelig Underholdning, der er meget almindelig i flere Fjeldbygder, saavidt
jeg ved især i den sydvestlige Del af Landet; den bestaar i en Sangvæddekamp
der aabnes af en Stever i Stimet (Laget), idet han med udfordrende Blik og Tone
synger en af de gjerne staaende Udæskningsformer, som:
«Stevjast med me, kan de lite nytte,
men eg ska laane deg Krok og Lykke,
og eg ska laane deg Lykkje og Krok —
aa hegt saa Kjæften din vel ihop!»
Den, der har optaget Handsken, svarer f. Ex.:
«Aa eg ska ta dine Ord paatverke,
saa dine Kjakabejn dei ska verke,
og eg ska ta dine Ord paa Sned,
saa Nasetippen ska hænge ned!»
Jeg har med Flid valgt et Par af de mest grandios-storsnudede Intimationsvers,
for at vise, at vore Folkesangere i deres Kontroverser ikke i dette Stykke staa
tilbage for vore dannede Poeter; men skulde alligevel nogen tro, at de maa give
tabt, ved jeg ikke at redde dem paa anden Maade, end ved at gjøre opmærksom
paa det livfulde Lune i deres Praleri; det turde igjen skaffe Ballance tilveje. Naar
Kampen saaledes er aabnet, gaar man løs paa hinanden med Stev af broget
Indhold, saalænge indtil den ene er udtømt og derved overvunden. Man maa
imidlertid ikke forestille sig det hele som Improvisation; de ægte Stevere ere udrustede
med en hel Dynge udenadlærte Stev, blandt hvilke de under Striden kun have at
gjøre Udvalg, eller hvoraf de vælge og siden akkommodere det Valgte i dets
Enkeltheder; thi den enes Stev udgjør altid et supplerende eller responderende Led til
den andens foregaaende. Kun naar Kjæmperne blusse ret op, improviseres alt
imellem, og disse Øjeblikkets Tankefugle have da baade Næb og Klør. I en anden
Forstand, i sin Oprindelse nemlig, er derimod naturligvis hele Kampens Stevrække,
som al Folkepoesi, Improvisation; kun ikke af den Stever og fra det Stim. Ogsaa
den Skik skulle Steverne have arvet fra de gamle Skjalde, at de flittigt væde
Struben, saa Sangen ej skal lyde rusten; men dette er ogsaa den eneste Pause, der
tør finde Sted, saalænge Kampen staar paa.
(Af J. Moes Indledning til Samling af Sange, Folkeviser
og Stev i norske Almuedialecter, Kristiania 1840, 8vo).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 20:32:40 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norge80/0052.html
