Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De norske Folkeeventyr. (Max Müller)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Pannkatantra findes en Historie om en Konge, som befalede
sin Yndlingsabe at holde Vagt over ham, medens han sov. En Bi
satte sig paa Kongens Hoved, og Aben kunde ikke jage den bort.
Den tog derfor et Sværd, dræbte Bien, men med det samme ogsaa
Kongen. En lignende Parabel har man ogsaa lagt i Buddhas Mund.
En skaldet Tømmermand blev stukket af en Myg. Han kaldte sin
Søn til Hjælp. Denne tog en Øxe, kløvede Dyret, men med det
samme Faderens Pandeskal. Denne Fabel kom gjennem «Anvari
Suhaili» til Lafontaine. Den samme Fabel er imidlertid i en meget
ældre Tid kommen til Europa, og endskjønt Moralen er bleven
ændret, er der dog ingen Tvivl om, at Fabelen hos Phædrus om
den skaldede Mand, som for at dræbe en Flue slog sig selv et
dygtigt Slag i Hovedet, oprindelig er fra Østerlandene. Sandsynligt
er det, at et gammelt arisk Ordsprog — noget saadant som «Gud
bevare mig for mine Venner» eller «Tænk paa Kongen og Bien» —
allerede fra gammel Tid har været i Folkemunde. Et saadant Ord
trængte til en Forklaring, og saa blev Historien til for at belyse
Ordet. I vore skandinaviske Eventyr findes der en Historie, som
fortræffelig viser dette.
En Forbigaaende saa en Kone, som stod og dunkede sin Mand
med et Vedtræ i Hovedet, over hvilket han havde en Skjorte, der
manglede Halsaabning. «Hør du Kjærring, vil du slaa Manden din
ihjel?» «Aa nej,» svarede hun, «jeg vil blot gjøre et Hul i
Skjorten, saa han kan faa Hovedet igjennem.»
Historien om «Æslet i Løvehuden» kjendte Platon i
Ordsprogets Form. Den gjenfindes i Hitopadesa som Fabelen om «Æslet
i Tigerhuden». Flere Træk af Dyrelivet, som vi kjende fra Phædrus,
findes ligeledes i Hitopadesa. Den gamle romerske Fabel om
Mavens Strid med de andre Lemmer, som Menenius Agrippa benyttede,
fortaltes langt tidligere i Indien.
Med Hensyn til de gamle ariske Fabler er det bleven
bemærket, at de fleste af dem synes saa naturlige, at de mere end en
Gang kunne være blevne digtede. Dette er en daarlig Indvending,
endskjønt den kan have nogen Betydning. Fe-Eventyrene rammes
dog ikke af den; thi de kunne sandelig ikke kaldes naturlige. De
ere fulde af de unaturligste Billeder og af Vidundere, som intet
menneskeligt Øje har skuet. Om mange af dem vide vi, at de
ikke ere digtede, men udgjør den sidste Levning af en halvforglemt,
misforstaaet og atter begreben Mythologi. Dasent har paavist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
