Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Litteratur i det 19de Aarhundrede. (P. Botten-Hansen. 1868)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norges unge Frihed; det var Conrad Nicolai Schwach, Henrik A.
Bjerregaard og Mauritz Christopher Hansen. Alle tre erhvervede
sig snart Navnkundighed som fædrelandske Digtere, Schwach som
Visedigter, Bjerregaard som Visedigter og som Forfatter til nogle
nationale Theaterstykker, og Hansen, der var mere begavet end
nogen af de tvende andre, som Visedigter og som frugtbar og
opfindsom Fortæller. Men skjønt disse Forfattere i sin Behandling af
nationale Emner søgte at give sin Stil Lokalfarve, kunde deres
Arbejder ikke med Rette kaldes i Sandhed nationale eller betragtes
som Udgangspunkt for en selvstændig norsk Litteratur. For det
første savnede disse Digtere den Originalitet og den skabende Evne,
der ene er istand til at aabne nye Veje for en Litteratur, der
allerede er udviklet, eller til at grundlægge en ny. Dernæst ejede de
ikke den indtrængende Forstaaelse af de Træk, der karakterisere
Nationen, og fremfor alt ikke det Kjendskab til vor Historie og
vort Oldsprog, der tildels er bevaret i vore Bygdedialekter, eller til
Folkets Skikke, af hvilke en national Litteratur kunde hente Kraft
og Farve. Det var først 20 Aar efter Adskillelsen fra Danmark,
at man saa tvende Digtere fremstaa, der, i Besiddelse af idetmindste
nogle blandt disse Betingelser, lagde Grundvolden til en selvstændig
Nationallitteratur i Norge.
Disse Digtere vare Henrik Wergeland og Johan S.
Welhaven, den første født i 1808, den anden i 1807, tvende forresten
diametralt modsatte Naturer. Wergeland, med sin overvældende
Genialitet, som Digter rig paa Indbildningskraft, ejendommelig,
utæmmelig, fuld af fædrelandsk Begejstring, fremstod som den
norske Folkeligheds Forkjæmper. I et kort Tidsrum skrev han en
Mængde Arbejder: Farcer, Dramaer, episke og lyriske Digte, der,
barokke i Form og Stil og trodsende de almindelige æsthetiske
Love, tiltrods for sin Opskruethed og Dunkelhed besad megen
Originalitet og en saa blændende Billedrigdom, at de faldt i en
Almenheds Smag, der, skjønt den ikke forstod dem, alligevel
nærede et brændende Ønske om at frigjøre sig fra Danmark i
litterær Henseende, paa samme Maade som det havde lykkedes i
politisk. Han var opvoxet paa Eidsvold, Selvstændighedens
klassiske Bygd, han var kjendt med den franske Litteratur og
Revolutionens Ideer, og Friheden og Fornuften var hans Tilværelses Ideal.
I sit 22de Aar offentliggjorde han et episk-dramatisk Digt
«Skabelsen, Mennesket og Messias», der er et af de mest omfangsrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
