Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Scene. (Udg.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man var sysselsat med at opføre den nye, den, som endnu er i
Brug — gjordes der ad den offentlige Diskussions Vej et Forsøg
paa at vække Tanken om et norsk Theater tillive, men den mødtes
af den mest afgjorte Modstand. «Det er» — hed det — «den
gamle Vise: det er det indtil Væmmelse gjentagne, tankeløse Skraal
paa Norskhed og Nationalitet fra et vist ensidigt Parti, som tror,
at Fædrelandskærligheden fordrer en dum Forgudelse, endog af
vore egne Ufuldkommenheder. Vilde vi ikke lade os blænde af en
uægte og latterlig Patriotisme, vilde vi upartisk ransage vore egne
Følelser, da fandtes der vel neppe en eneste af os, som ikke maatte
tilstaa, at vore fleste norske Dialekter, endog i dannede Personers
Mund, have noget haardt, raat, kantet og for et finere Øre stødende
osv.» Den 4de Oktober 1837 aabnedes det nye Theater i Kristiania
med et udelukkende dansk Personale, og nogle faa Maaneder senere,
den 24de Januar 1838, stod det berømte «Theaterslag», hvorved
Henrik Wergelands i hvert Fald yderst harmløse dramatiske Arbejde
«Campbellerne» gav Anledning til saa stærk en Demonstration mod
alt, hvad som kunde kaldes Norskhed, at hermed Danskens
Herredømme paa den norske Hovedstadsscene var stadfæstet for nær en
hel Menneskealder. Kristianias Scene blev et dansk Provindstheater,
med adskillige gode, nogle faa udmærkede og en hel Del yderst
svage Kræfter.
Omsider begyndte dog Signalerne at forandres. Henrik
Wergeland var gaaet bort, og med hans Død var den Strid for det
Nationale, han saa ivrigt havde ført, standset. Men netop i denne
Stilhed syntes det, som om selve Tanken slog fastere Rod og
begyndte at spire. Selv hans gamle Modstander Welhaven, der i sin
Tid med ligefrem Haan havde afvist Tanken om at føre det norske
Sprog ind paa Skuepladsen, forsøgte i sine Romancer at anslaa de
nationale Strenge, og nu begyndte efterhaanden den nationale
Romantik at komme paa Moden, med den Opgave at afløse den
gamle Kraftpatriotisme og i Løbet af noget over et Decennium at
føre Smagsudviklingen frem til det Punkt, hvor den omsider i
Bjørnstjerne Bjørnsons «Synnøve Solbakken» fandt sit fuldstændige,
afsluttende Udtryk. Det var en aandelig Bevægelse, kanske hverken
saa intensiv eller saa omfattende som den nationale Rejsning i
Trediveaarene, men i dets Sted i en mere afsleben Form, af en
mere æsthetisk Karakter, og derved bedre egnet til at vinde Indpas
hos Hovedstadens Befolkning. Nu varede det heller ikke længe,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
