Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Et Besøg i Storthingsbygningen. (Aftonbladet. 1874)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
III.
Det norske Storthing er i høj Grad en arbejdsom og arbejdende
Forsamling. I Almindelighed kan man sige om det, at det er en
National-Repræsentation, som — for at bruge et
teknisk-parlamentarisk Udtryk — har «konstitueret sig som Komite». De Sager,
som komme for dets Forum, og om hvis rette Afgjørelse der
overhovedet kan herske nogen Tvivl, slippe sjelden uantastede gjennem
Diskussionens Krydsild, og der findes neppe nogen anden
Nationalforsamling, hvor de under selve Debatterne foreslaaede
Amendements — de saakaldte «Bænkeforslag» — spille en saa stor Rolle.
Fortrinsvis gjælder dette naturligvis de tvende særlige Afdelingers,
Odelsthingets og Lagthingets, Behandling af Lovsager. Men det er
heller ikke sjeldent, at Sager, der ere fore i Plenum, give
Anledning til en saa udførlig og i den Grad i Enkelthederne gaaende
Debat, at man andetsteds vanskelig skal finde Sidestykke til det.
Man kan paa en Maade sige, at denne Ejendommelighed baade
er det norske Storthings Styrke og dets Svaghed Medens det paa
den ene Side berøver dets Forhandlinger adskilligt af de pragtfulde,
spændende parlamentariske Turneringers fængslende Evne — og
Klagemaalene over Storthingsdebatternes «Kjedsommelighed» ere
hverken faa eller nye — saa kan det paa den anden Side ikke
nægtes, at det i Regelen giver en Sikkerhed for den endelige
Afgjørelses Retfærdighed og Billighed, som vanskelig kan vurderes
for højt. Ved et coup de main at drive noget igjennem eller
forhindre noget, er her næsten en Umulighed. Findes der nogen
Hage ved en Sag, kan man sædvanlig være vis paa, at en eller
anden slaar Kloen i den, — og saa haler man paa begge Sider
med en Haardnakkethed, der ofte nok kan blive trættende — for
alle andre end de Debatterende selv, synes det.
Hvad her er omtalt, er ikke noget nyt i det norske Storthing.
De «store Debatter» i engelsk eller fransk Betydning have altid
hørt til Sjeldenhederne, og det er ikke de store Talere, som her
have været de mægtige, — eller, rettere sagt, ingen har været
mægtig alene af den Grund, at han har været en stor Taler.
Hermed hænger det kanske sammen, at den norske parlamentariske
Veltalenhed ikke har nogen bestemt eller fast udpræget Stil. Lige
fra Begyndelsen af det konstitutionelle Liv, beretter Traditionen,
gik tvende Retninger jevnsides med hinanden. Den ene var kold,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
