Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristianias Omegn. (Bernhard Herre. 1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— Bygd. Den sidste egentlige Gaard i denne Trakt er Isi; men herfra
og en Mils Vej i Omkreds vrimler det af smaa Skovpladse. Lidt
nedenfor Vøjensæteren, der er at betragte som Vinkelens Toppunkt,
har man en Udsigt, der om Dagen, naar Solen kaster sit fulde
Straalelys over Landskabet, er for rig og afvexlende til Emne for
et Maleri og næsten trættende for Øjet; men en Kveldstund, naar
Maanen har hævet sig op over det fjerne Ekeberg og gyder sine
Sølvstraaler over de slumrende Partier, da er det dejligt at dvæle
her. De mørke Aaser tage trofast, men dog saa blidt det lavere
Landskab i sine Arme og dække med sine lange, usikre Skygger
de mindre smukke og altfor regelmæssige Gaarde, der ligge under
Aaserne. De Partier, hvorover Maanen nu breder sit gjøglende
Lysteppe, ere derimod vel skikkede til at modtage denne
eventyrlige Klarhed. Grundenes vexlende Karakter i Højder, Flader og
Bugter frembyder skjønne Overgange af det milde Lys og den dybe
Skygge. Her sortner Naaleskoven, og hist falder Skinnet paa
Grupper af store Løvtrær. Sandvikselven, der langt herfra, ovenfor
Syd- og Nysæteren, har sine Kilder, strømmer gjennem Landskabet, og
man ser Straalebruddet i de hurtige Elvbølger. Men den Ro, der
saaledes hviler over dette Felt, er dog ikke at ligne ved de tætte
Skoves hemmelighedsfulde og trygge Stilhed; det er, som om disse
duftige, maanelyse Egnes Naturaand hviskede til mig, at Freden er
kortvarig, og at Morgenrøden hæver Trylleriet. Da har Landskabet
tabt sin stille Pragt, og da er denne Taushed byttet med Travlhed
og Vindskibelighed. I Solbelysningen viser dette udstrakte Felt sig
saa broget og udstykket, at man snarere ledes til at udvælge sig
et enkelt Punkt for Betragtningen, end til at dvæle ved
Overskueisen af det hele. Skovene, der sees fra denne Højde, danne for en
stor Del usammenhængende Strøg og Flekker, mellem hvilke de
storagtige hvide Proprietær-Huse med røde Teglstens-Tage paa en
meget forstyrrende Maade gjøre sig gjældende, thi den mørke
Naaleskov beholder i enhver Omgivelse noget af sin alvorlige Vildhed,
der kun slet stemmer med en overfladisk Kulturs Puds og
Pyntelighed, medens Løvtræernes smidigere Natur og husvante Væxt
forstaar at finde sig i alt.
Jeg hvilede engang paa en klar Sommermorgen under
Vøjensæterens største Hængebirk. Egnens ypperste Fuglejæger, den
gamle Thorbjørn Bistum, sad hos mig og pegede ud i Landskabet
paa en ny Rydning, hvor enkelte afkvistede Graner endnu ragede i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
