Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Et Besøg paa Tofte. (A. Vandal. 1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Livstykke er halvt aabnet over Barmen; det er et skarpt skaaret
Profil, sort Haar, i Øjet noget af Rovfuglens Blik; man skulde
snarere tro, at man stod overfor en af Abruzzernes mandhaftige
Jægerinder end en af det lyse Nordens Døtre. Er ogsaa hun en
Ætling i lige nedstammende Linje af de gamle Sørøver-Konger?
Vi spørge os for og erfare, at det kun er en Tjenestejente.
«Hvor er Folkene selve?» spørger vor Fører.
«Deroppe,» svarer hun, idet hun peger paa en Gaard, som
ligger halvt skjult i Fjeldets Skygge, højt oppe mod Horizonten,
og hvorhen der leder en af disse Veje, som synes at være bestemte
til udelukkende Benyttelse af Rensdyr, Gjeder og engelske Tourister.
Man faar altsaa søge Ørnen i dens Rede.
Vi give os i Vej; vor Fører gaar foran i det langsomme, trygge
Trit, som er ejendommeligt for Fjeldfolket. Af og til vende vi os
om for at nyde Udsigten over Dalen, der er hyllet i en
gjennemsigtig Ølrøg, og hen til Dovres Fjeldtinder, som længst ude i
Horizonten strække sig hen lig en Operadekoration.
Midtvejs kom en ældre og en yngre Mand os imøde; det var
Hovedet for Tofteslægten og hans eneste Søn. De havde oppe fra
Gaarden seet os komme og havde villet møde os paa Halvvejen.
Faderen er en gammel, højvoxen, mager Gubbe, noget bøjet, med
noget paa samme Tid Tilbageholdent og Stolt i sit Væsen; han
bærer den Dragt fra Pompadour-Tiden, der er ejendommelig for
alle her i Dovre, kun med den Forskjel, at han har ombyttet
Spændeskoene med nogle svære Sko, som passe godt til den røde
frygiske Hue, han bærer paa Hovedet. Sønnen er en Gut paa
omkring tyve Aar; hans sygeligt blege Ansigtsfarve, hans spinkle
Bygning og forlegne Holdning danner en skarp Modsætning til
Gamlingens Raskhed. Man ser allerede Følgerne af, at Slægtens
Blod ikke fornyes; den sidste Ætling af de staute norske Konger
er spinkel som en Grande af Spanien.
«Det er nogle Fremmedkare», siger vor Ledsager og Tolk til
Gamlingen, «som har hørt Tale om dig og om Ætten din, og som
vil besøge Dig.»
«I skal have Tak,» lyder Svaret, idet han tager os i Haanden,
«og være velkommen.» Han ledsager os til Gaarden, der, som overalt
her, mere ser ud som en hel Grænd end som Bolig for en enkelt
Familie. Naar vi ere komne frem til Hovedbygningen, siger han:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
