Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paa Højfjeldet. (Oskar Fredrik. 1866)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Cheops-Pyramidens Top. Men i det sidstnævnte Tilfælde har man i Nærheden
dyrket Land og en folkerig By; man behøver kun at vende sig
for at se Kairos Minareter og Citadel. Paa Havet igjen giver
idetmindste Ens eget Skib Øjet et Hvilepunkt. Jeg befinder mig der
ombord omgivet af en Mængde Mennesker, der alle deltage i en
Virksomhed, der ogsaa giver mig selv fuld Sysselsættelse; desuden
føler jeg, at jeg fører mit Hjem med mig. Her derimod, her er
jeg ligesom løsrevet fra alt, et lidet Støvfnug paa den dybe
Sneskavl. Jeg indser min Ubetydelighed mere og mere, jo større og
mægtigere de Naturforeteelser fremtræde, der fra ærefrygtsbydende
Hvile saa let, saa hastigt kunne vækkes til ødelæggende Strid og
berede Vandreren en sikker Undergang.
Dog, for os havde det ingen Nød; og det er kun
undtagelsesvis, at man løber nogen Fare. Med et Par Dages Proviant, med
sikre og uforfærdede Vejvisere, udholdende Heste og fremfor alt
med friskt Mod og godt Humør gaar det sædvanlig vel. Hvad det
friske, gode Humør angaar, da er det en Gave fra Højfjeldet, en
Velkomst og en Tak til de sjeldne Rejsende, hvis Vej fører dem
hidop.
Vor lille Karavane — dette Navn er ikke saa aldeles
upassende — har et nok saa malerisk Udseende, enten man betragter
de Rejsende med deres tykke Regnkapper, bredskyggede Hatte og
høje Støvler, eller de smaa, langhaarede Rideheste med deres stærke,
lubbne Lemmer og tætte kortklippede Staaman, eller de endnu
mindre Heste, der bære vor Oppakning i et Slags Kløvsadler. Disse
kloge og udholdende saakaldte Kløvje-Heste fortjene kanske størst
Opmærksomhed, ialtfald forekom det os saa med dem, der fulgte
os over Fjeldene. Jeg forstaar ikke, at de ej segne under sin tunge
og omfangsrige Oppakning, der næsten skjuler hele Kroppen, og
endmindre, hvorledes de saa let og behændigt kunne hoppe fra
Sten til Sten, saa forsigtigt og dog saa kjækt kunne hjælpe sig
ned over stejle og glatte Hæld og saa ugenert kunne vade gjennem
disse smaa, men dybe Fjeldvande, der kaldes Tjern, og som ligge
i Ens Vej. Det Forunderligste af alt er imidlertid, at vore
Kløvjeheste altid vilde være foran, ja trængte sig frem med Magt, om
Ridestien var aldrig saa smal, og Uddybet ved Siden af aldrig saa
stejlt. Naar de godt og vel vare komne i Spidsen, syntes de
ligesom at ville lede hele Toget. Og hvem ledede saa dem? Kun det
Instinkt, Naturen har nedlagt hos dem. Fjeldlivet og den daglige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
