Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paa Galdhøpiggen. (M. Ruith. 1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Toppe kan der frembyde sig et saa sælsomt Virvar af højtstræbende
Tinder og blændende Sneflader. De lettere bestigelige og derfor
almindelig bekjendte Udsigtspunkter, f. Ex. Piz Languard, Faulhorn
o. fl. kunne ikke maale sig med Galdhøpigpanoramaet i vild
Ophøjethed. Thi paa hine Punkter har man, Side om Side med den
evige Vinters storslagne Pragt, dog fremdeles det mildnende Behag
af rig Vegetation, grønne Dalstrøg og klare Indsøer. Her hersker
derimod vidt og bredt kun den stivnende Is og den livløse Sten,
hvis sortbrune Ribber hist og her ligge blottede i Dagen i grel
Modsætning til deres glitrende hvide Snehylle. I hele det
vidtstrakte Landskab kan der neppe opdages Spor af Skov; her er
intet Grønsvær, intet muntert blinkende Vandspejl, ingen klar og
livligt strømmende Elv til at bringe Afvexling og Liv i de forstenede
og nedsneede Masser. De trange Dalsprækker, som omgive
Galdhøpiggens Fod, tabe sig dybest nede i blaa Taager og dølge sin
Bund med de tungt fremvæltende, gulhvide Jøkelelve for Beskuerens
Øje paa Toppen. Kun i nogle Kroge af Fjeldene – langt, langt
borte – skimter man Enden af et ensomt Fjeldvand, mørkt,
uhyggeligt og livløst som en Døendes bristende Øje.
Imidlertid frigjør man sig lidt efter lidt fra det overvældende
Indtryk og begynder at undersøge Enkelthederne i den vældige
Udsigt. Først og fremst fængsles Opmærksomheden af den
sælsomme Dannelse af den Fjeldkolos, paa hvilken vi staa. En stor,
kraterformig Fordybning aabner sig mod Sydvest for vore Fødder.
Blændende hvide Snemasser opfylde denne Fordybning.
Galdhøpiggen maa oprindelig have udgjort en kegleformig Spids, der er
styrtet sammen, og vi staa saaledes paa en kolossal Ruin.
Intetsteds fast, kompakt Fjeldmasse; alt er knust i Stumper og Stykker,
lige til i smaa Stenbrokker af ikke mere end en Skillings Størrelse.
Fra Toppen af store Galdhøpiggen har man en Synsvidde af
25 geogr. Mil i lige Linje fra Syd mod Nord. Mod Syd staar den
blaanende Række af de Valdersdalen begrændsende Fjelde, de
højeste med Sne paa Toppen; i Nord ser man det vældige Dovre
med Snehætta, en bred, stump Pyramide med forholdsvis lidet Sne
paa sin sydlige Skraaning.
Nærmere ved os falde Fjeldvæggene brat af med Indsænkninger,
i hvilke vort Øje ikke kan trænge ned. Nede i disse skjule
Sognefjordens inderste Arme, Lyster- og Aurlandsfjorden, sine Bølger.
Men ovre paa hin Side i Vest skinner der en mægtig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
