Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ved Dødens Port. (E. Mohn. 1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sætter Højden med et rundt Tal til 50 Fod, er jeg sikker paa, at
jeg ikke siger for meget. Sprækken gik, med glatte Vægge af
Staalis, aldeles lodret ned, uden Afsatser og Fremspring, og var paa
det bredeste neppe stort mere end 1 Alen, i det højeste 1 ½ Alen,
bred. Det var dette, som havde frelst mig. Havde Sprækken kun
været ganske lidt bredere, vilde jeg, som man jevnlig gjør, naar
man falder frit, have gjort en Kolbøtte i Luften og være falden
paa Hovedet, og det var rimeligvis under Forsøget paa en saadan
Bevægelse, at jeg havde rendt Ansigtet mod Isvæggen og faaet mit
dybe Saar.
Jeg tog min Hat op, som jeg fandt lige ved Siden af mig
halvt nedgravet i Sneen, og løb nogle Skridt til Højre i halv
Fortvivlelse over den Stilling, i hvilken jeg var kommen. Men denne
Følelse varede kun kort. I næste Øjeblik havde jeg vundet hele
min Koldblodighed og Sindsligevægt igjen og begyndte at
undersøge Mulighederne for at komme op. At gaa op samme Vej, jeg
var kommen ned, var en Umulighed, undtagen jeg vilde lade min
Ledsager gaa ned til Røisheim for at faa længere Toug og Folk
til at hejse mig op. Men det vilde have taget mindst 10 Timer,
og det er vel tvilsomt, om jeg havde holdt ud at sidde mellem
Isen en saa lang Tid. Paa venstre Haand videde Sprækken sig
noget ud; nedover Væggene hang tætte Klynger af blaalige Istapper
af meget forskjellig Tykkelse og Længde — nogle tykke som
Laaret og lange som Landser, nogle som Sværd, andre kun som
Dolke og Naale — over hvilke et Hul længere fra Venstre kastede
en dæmpet Belysning, medens magiske Huller i Bunden antydede,
at Kløften strakte sig længere ned i Isen. Ogsaa den Snedynge,
paa hvilken jeg stod, laa kun som et Dække over et tomt Svælg.
Tilhøjre opdagede jeg derimod i det Tusmørke, som raadede
hernede, til min store Glæde en Gang i Sprækken, med fast Isbund,
som førte opover, muligens helt op i Daglyset, og først da jeg
havde faaet Øje paa den, varslede jeg ved et højt Raab min
Ledsager om, at jeg var ilive, og bad ham gaa mod Nord for at tage
imod mig der. Imidlertid blødede mit Saar voldsomt; uagtet jeg
hvert Øjeblik tog en Haandfuld frisk Sne og lod den mætte sig
med Blod, randt det Dryp i Dryp nedover og farvede mit
Frakkeopslag og mit Plaid.
Det første, som det gjaldt, var altsaa at komme op paa den
nævnte Isgang. Men det viste sig at være ikke saa ganske let.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
