Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ved Dødens Port. (E. Mohn. 1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Touget og styrtede ned. Dette gjentog sig flere Gange, og for
hver Gang sank jeg dybere i Sneen til Venstre, sidste Gang saa
dybt, at jeg ikke mere turde forsøge det paa denne Vis. Jeg kunde
ogsaa gjerne spare mig en Umag, som ikke var til mindste Nytte.
Det begyndte at se lidt trøstesløst ud. Min Ledsager gik da saa
nær ind til Sprækken, at jeg fik binde Touget om Beltet, tog der
godt Fæste i Sneen og prøvede paa, om han ikke kunde hale mig
op. Men det gik, som jeg forudsagde; en enkelt Mand haler ikke
en anden op; han rikkede mig ikke en Tomme. Jeg var paa Vej
til at give tabt og til at bede ham om at gaa ned til Bygden for
at hente Folkehjælp, men jeg kunde ikke overkomme mig til at
udtale Ordet.
Imidlertid bad han mig saa vakkert om ikke at tabe Modet,
at jeg besluttede mig til at gjøre et sidste Forsøg. Et lidet Stykke
til Højre for mig hang der Sne udenfor Isvæggen; men jeg havde
ikke villet trøste mig til den, da jeg var bange for, at den skulde
hænge ligesaa løst som den Sne udenfor Isgangen, jeg havde prøvet
før, og den vilde da bare gjøre galt værre. Dertil kom, at den
paa Midten var over en halv Alen udoverhængende, hvad der i høj
Grad vilde vanskeliggjøre Opstigningen. Jeg havde dog nu ingen
anden Udvej tilbage end at prøve denne Sne. For at blive skilt
ved alt, som var mig ivejen, lod jeg først min Kikkert og mit
Plaid hejse op af min Ledsager, som blev ikke lidet forskrækket,
da han saa Sneen farves rød af det blodmættede Plaid. Derpaa fik
jeg ham til at flytte sig nogle Alen mod Syd og tage godt Fæste
der. Saa begyndte jeg at stige opad paa den Vis, at jeg havde
den højre Fod i Sneen og den venstre paa Isen, medens jeg støttede
Ryggen til den modsatte, lidt udoverludende Isvæg. De Fodfæster,
jeg fik for min venstre Fod, vare rigtignok ikke større, end at jeg
kun fik den yderste Snip af Taaspidsen ind, og vare følgelig saa
usikre som vel muligt. Men til Gjengjæld fik jeg paa højre Side
ikke blot hele Taaen, men stundom hele Foden ind, saa der stod
jeg trygt; lidt af den udoverhængende Sne maatte jeg hugge bort
med Staven for at komme forbi. For hvert nyt Steg jeg tog, trak
min Ledsager efter et Varsel af mig i Touget, medens jeg satte
Foden i et nyt Fæste og samtidig skubbede mig opad med Ryggen
mod Isvæggen. Og saa et Tørn igjen da! og saa nok et! Nu
lysner det. Og saa et godt Ryk tilslut da! Det var med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
