Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Krokkleven. (Bernhard Herre. 1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stemning, som Heden og Anstrengelsen medførte. Jeg havde vel
været her hundrede Gange; men denne Klevs største Værd er det,
at den aldrig er lig sig selv. Snart hviler Skyen sig paa Fjeldets
Toppe og glider i næste Moment ned i Dalen; snart spiller
Lysningen i de stærkeste Farver hist og her langs Aasernes Sider,
medens enkelte Partier hvile i en næsten sortagtig Skygge. En
Maler kan kun gjengive os Krokkleven halvt; han kan holde den
i den heldigste Belysning og sige: «Saaledes er den et Øjeblik,»
og vi tro gjerne, at denne Skygge og dette Lys har hvilet over
Landskabet i det Nu, som han greb, og vi maa nøjes hermed; men
hine ustadige Reflexer, der her gjøre Partierne tusindfold mere
tiltrækkende — dette Spil kan Maleren ikke gjengive. Jeg har
seet mangfoldige Fremstillinger af Krokkleven, men ikke en,
der kan gjøre Fordring paa synderlig Opmærksomhed. Kun
Fjeldets stejle Vægge med sine Granskove, Bækkene, den støvede Vej,
hvor enten en Bonde viser sig tilhest, eller en Herre kjører en Dame
— har Maleren kunnet opfatte.
Som bekjendt gaar denne Vej mellem to Fjeldvægge i idelige
Bugtninger, og Fjeldet og Skoven kaste sine Skygger i forskjellige
Retninger over Vejen. Det stejle, skovbekrandsede Fjeld bærer
Himlens skyfri Hvælving paa sine mørke Atlasskuldre. Skoven
synker ned fra Aasen og gaar dyb og uigjennemtrængelig hen mod
Sundvolden. Solens Straaler gløde over Grantoppene og lægge sig
kvælende ned paa den gule, sandede Vej. Bækkene skumme hist
under mosede Stene; her glide de over en blank Stengrund og
forsvinde i Vejens Krumning. Min Bondejæger bærer sin Hue i
Haanden og skotter endnu til Ørnen, der noget har sænket sin Flugt.
«Vogt dig,» siger han og ser op mod Fuglen, «kom mig ikke for
nær, dersom du ikke vil føle Heden af min Bøssepibe — men
Huldren hjælper vel dig, som hun gjør ved alle, der høre til din
Familie.» Den rolige, svævende Luftseiler skreg med sin
gjennemtrængende, klynkende Stemme ned til ham og svingede sig med
faste, stolte Vingeslag højere op i det hede, luftblanke Rum,
medens den sulten og rovgjerrig viftede med Halen og udstrakte
sine Klør.
Vi vare just i Nærheden af et Sted, hvorfra man til Nød kunde
komme ind paa den Vej, der i gamle Tider gik ned ad de bratte
Fjelde. Dette og de Antydninger, min Ledsager gjorde til Huldren
og Ørnen, mindede mig om et gammelt Eventyr om Sankt Olaf og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
