Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Makreldorging. (P. Chr. Asbjørnsen. 1848)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nu varer det ikke længe, inden de lege med Havets Farer mellem
Bølgerne. Med en Lods fra de Kanter, som var en af de raskeste
Sømænd, jeg har kjendt, færdedes jeg ofte paa Havet i min
Opvæxt. De Tider, jeg tilbragte med ham, høre til de kjæreste i
mine Erindringer. Fri og glad som en Fugl fløj jeg ud paa
Bølgerne; i den lette Skjækte for vi paa Skytteri efter Ænder,
Ærfugl og Kobbe mellem Skjærene; paa Dæksbaaden færdedes vi
langt til Havs paa Makreldorg, og naar han fik et Skib at lodse
ind, sejlede jeg vel Baaden hjem alene eller i Følge med
Lodsgutten. Siden den Tid har jeg altid haft en stærk Længsel efter
Søen og det salte Hav. Men istedenfor at tabe mig i Udraab om
Sølivets Herlighed, vil jeg nu fortælle om en Tur, vi gjorde sammen,
da jeg for nogle Aar siden var i Besøg hjemme.
Vi tilbragte nogle Dage ude ved de yderste Havskjær. Vi
sejlede paa Dæksbaaden, en stor Hvaløerbaad. Besætningen var
Rasmus Olsen (saa hed min omtalte Ven), Lodsgutten og jeg. En
Morgenstund i Graalysningen stod vi ud til Havs for at dorge
Makrel. Det var en svag Fralandsbris, der neppe formaaede at
lette den tunge Taage, som rugede over Skjærene og de nøgne
Klipper, hvorfra Maagerne opskræmte flagrede omkring os med sine
hæse Skrig; Tærnerne udstødte sit skingrende «Tri Æg!» og
Tjælden det spottende «Klik Klik!», der har bragt saa mangen fejlende
Skytte til at smile. Over det blygraa Hav, hvis Flade kun sjelden
oplivedes ved en Alke, en Tejste, en Ærfuglflok eller en stønnende
Ise, hang Luften disig og tæt. Rasmus sad selv i Agterlugen ved
Roret, medens Gutten efter Omstændighederne snart var forud snart
agter. Rasmus var en høj, svær Mand med et af Vejret brunet og
medtaget Ansigt, hvis Udtryk var godmodigt. I Dybet af hans
graa, kloge Øjne laa dog et Alvor og et vist forskende Blik, som
vidnede om, at han var vant ved at gaa Faren under Øjne og se
dybere i Tingene, end Smilet om Munden og de spøgende Ord,
han ofte førte paa Tungen, syntes at antyde. Som han sad der,
med en Sydvest ned over Ørene, i en sid, gulgraa Kalmuks Kufte,
fik hans Figur i den tætte Morgenluft en næsten overnaturlig
Størrelse, og man kunde gjerne faldt paa den Tanke, at man havde
for sig en Gjenganger fra Vikingtiden, — dog i Vikingtiden brugte
man ikke Tobak, men det gjorde Rasmus Olsen og det tilgavns.
«Han har ikke saa meget Vind, at han kan blæse en
Barkeskude over Ende i en Rendebæk,» sagde Rasmus og byttede Skraaen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
