Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Makreldorging. (P. Chr. Asbjørnsen. 1848)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de skulle være, for hvert Øjeblik kikkede jeg efter Baaden og
Gutten, og tilsidst saa jeg han fik en Braadsø agter, saa han
lettedes op og gik forover og under — borte var han. Vi kunde ikke
hjælpe, om Skipperen ogsaa havde villet; det var for langt borte.
Jeg bad for mig selv, og tænkte jeg aldrig skulde se ham mere.
Men den første jeg mødte, da jeg kom hjem, det var Gutten; han
var kommen hjem længe før han, end jeg. Han tog op Klokken
sin og viste mig den og sagde: «Jeg har bjerget Klokken, Far,
og den gaar endnu.» Nu Gudskelov, tænkte jeg, at du er frelst;
en Baad blir det vel Raad til igjen, endda den havde kostet mig
halvtredje hundrede Daler; og splinternye Sejl var der paa den. —
Hvordan han blev frelst? — Jo, det gik saaledes til — ja ja, du
lille,» sagde han til Gutten, som lo til ham og dinglede stærkere
med Benene, «den drukner ikke, som hænges skal, — der kom en
Brig, som havde hjemme strax nordenfor her. Med Et hører de
et Skrig; der løb En forud, men der var ingen Ting paa Færde,
for de tænkte mindst paa, at det var udenbords; men bedst det
var, hørte de Skriget ret under Bougen, og da Kaptejnen selv kom
forud og saa ud over, sad Gutten paa Skibskisten og holdt Klokken
sin i den ene Haand højt op over Bølgerne. Det var saavidt, at
Kaptejnen fik givet et Vink til Manden til Rors, saa de ikke
sejlede om Bord i ham, og de fik lagt bi og stukket ud en Ende og
halet ham op.»
Da det led ud paa Dagen, løjede Vinden af, og vi fiskede igjen
enkelte Fiske, under mangehaande Fortællinger. «Ja, ja,» sagde
han og rystede lidt paa Hovedet, idet han atter gav sig til at slaa
Ild paa sin Pibe. «Det brygger til noget der sydpaa. Den Gufs,
vi fik, var bare en Morgendram. Han skal se vi faar Traktement;
selv Fisken ved om det; den napper ikke mere, og Fuglene er
bange: — hør, hvor de hvæser og skriger og søger ind under
Land. Det blir rigtig Troldkjærringvejr til Kvelds. Nej, se paa
den! tumler hun ikke saa nær, at — Gud hjælpe mig kunde jeg
ikke gjerne» — spytte paa den, vilde han have sagt, men i det
samme knaldede min Bøsse, som jeg havde kastet til Øjet og
trykket af paa en Ise, der væltede sig op mellem Bølgerne tæt ved os.
Rammet slog den saa heftigt med Halen, at Vand og Skum
pidskedes op i en liden Fos, saa højt som Masten i vor Baad, og
oversprøjtede og gjennem vædede os alle.
«Den Troldkjærring tror jeg ikke skal sende os noget Vejr,»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
