Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ryfylke. (Illustreret Nyhedsblad. 1866)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han lavet sig en Potetesager, hvis skinnende Hvide, Violette og
Grønne straalede som den livligste Emaille mellem Ur og Mos.
Mine Folk haabede hele Tiden paa, at Vinden skulde springe
frem bag dette — og dette — og dette Næs og hjælpe fremad ved
at fylde vore Sejl; men den sidste lille Skypose forsvandt fra Himlen,
hvor Solen idag vilde herske alene. Nu stod den op i al sin
Majestæt, lyste og varmede og befalede almægtig og kjærlig, at
alt Levende skulde komme frem og fryde sig ved Tilværelsen. Og
strax yrte det og kryede det, og dandsede og legede, jublede og
fløjtede og skreg det af Glæde i Luft, i Hav og paa Land. Alle
Slags Fiske gjorde utallige Spræt og Svingninger op over
Havfladen og krusede med Ringe i Ringe dens klare Spejl. Niserne
boltrede sig ude i det aabne Hav, viste os deres sorte Rygge ligesom
Hjul hist og her paa Overfladen og kastede Straalerne derfra højt
i Vejret. Sælhundene glyttede nysgjerrigt op med de vaade
Ansigter mellem Stenene paa Stranden, gjemte sig og saa op igjen.
Men Heden har overmandet Hejren; den sidder paa et Ben og sover
under Bergnabben og flyver tungt og kluntet op ved den Uro,
som Pladsket af vore Aarer voldte den. Vildanden svømmer med
sine sexten Smaa om sig stille ind i Bugten, hvor Aaen lister sig
ud i Orekrattets Skygge, hvor Løvet staar i lyse og mørke Grupper
langs det smale Vasdrag. Ubeskrivelig Lyst havde jeg havt til at
forstyrre den yndige Ro derinde, saameget mere som jeg havde en
Følelse i mine Leder, som om de vare sammensatte med
Knappenaale, men mine Folk, hvem jeg forklarede dette, forsikrede: «Det
var betydelige (det kunde være sandt); de vare saa fornøjede (meget
leje, bedrøvede), jeg maatte være taalige; jeg kunde ikke komme
iland uden at svømme». Og saa var jeg taalig og saa paa Kari
og Martha, som fyldte Luften med deres Uro og Prat — Kari og
Martha ere Navne paa Skjærer og Kraaker og Fruentimmer hele
Kysten rundt — og paa Maagerne, som hæst skrigende omflagrede
den nøgne Pynt, og paa den søde lille Terne, der med sin
utrættelige Tilbeder efter sig skyder langt ud paa Søen og snapper en
ulykkelig Sild, der har forraadt Slægt og Venner ved at vise
Fiskeren, hvor han skal sætte sin Not. En nyttig Ting for os er
altsaa denne smukke, pyntede Terne med sit gule Næb, sin sorte
Silkehue paa den yndige Nakke, sine lyseblaa Tegninger paa
Vingerne, den koket kløftede Hale og de fine, smukke, røde Ben.
Ud paa Dagen passerede vi Finnø, hvis smukke Forside ligner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
