Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vestland og Østland. (Kr. Elster. 1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lige ud i Havet, medens Østlandet synes at have givet fra sig det
meste af sin Stenforsyning til dette Jætteværk. I Øst ere Fjeldene
ligesom blevne mere slunkne; de ere sunkne sammen til lave,
skovklædte Aaser, og der er bleven Rum for vide Sletter, store Søer
og brede Elve med stille Strømgang. Men i Vest er Græs- og
Skovdækket sprængt, her ligger den indre Stenbygning fremme i
Dagen i hele sin vilde, nøgne Storladenhed; det Græs, som vil gro
her, maa have en nøjsom Natur; de Trær, som ville have Fæste,
maa lude sig ned og endda tage et godt Tag i Fjeldgrundens Revner
for at staa sig mod de vilde Vinde, og de Vasdrag, som ville frem
til Havet paa denne Side af Langfjeldene, maa finde sig i at leve
i et evigt Kog.
Ved det første Syn af Vestlandet, naar man kommer sejlende
ind fra Havet, kryber man ligefrem sammen under et overvældende
Indtryk af Uhygge. Et godt Stykke ude i Havet modtages man
af en Rad lave, hvidgraa Skjær. Og omkring disse graagamle
Stenvagter, der ligge og se med et ondt Øje efter hvert Skib, som sejler
frelst forbi, gaar der en evig urolig Budsending af brydende Bølger,
og over den stige og synke Søfuglene med kolde Skrig. Det er,
som om der var et uhyggeligt Samfund mellem dette Hav, disse
Skjær og disse Fugle. Kommer man længere ind, dukker der op
bag det lave Gjærde af Skjær og Holmer et eneste uhyre, sort
Fjeldbryst, der ligger og tager mod det indgaaende Hav. Endnu
er der ikke Spor at se af Menneskehjem i denne Sten- og Havørk,
og man venter heller ikke at finde det. Men ligesom dukkende op
af Dybet eller springende frem af selve Fjeldgrunden sejler der med
et en liden Havby eller mindre Husklynge frem paa den golde
Kyst; det er netop saa vidt man faar et lidet Skimt af en Del hvide
Huse i uregelmæssigt Leje mellem Hamrene, nogle store, brede
Søboder nede i Stranden, større Skibe for Anker ude paa Viken,
Smaaskuder og Baade fortøjede i Land, og saa er hele Herligheden
atter gjemt bag den næste Pynt, og nogle Saudeflokke omkring
paa Øerne ere det eneste Tegn paa, at man endnu er i Nærheden
af et Menneskehjem. Men snart fejer Vinden igjen over glat
Berg og lyngklædte Knauser, uden andre levende Væsener end
Søfuglene og kanske en og anden Hjort.
Men Skibet lægger om og styrer ind over en at de mange
Fjorde, der gaa ind i Fjeldmassen langs hele Kysten. Holmer og
Skjær ro sammen bag om En, og det vide Hav er med Et blevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
