Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vettis-Gjelen. (H. F. Bøyesen. 1822)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da man troede det ikke godt nok til mig. Paa Bordet blev nu
fremsat det herligste Smør, Ost, Spegekjød, Fladbrød, Lefsekling
— kort alt hvad man troede kunde lokke Appetiten hos en træt,
udmattet Vandringsmand.
Manden fortalte mig, at Gjelen ogsaa befares med Hest den
bedste Tid af Sommeren, og at alt da føres i Kløv til Gaarden
med hans egen Hest, som er vant til denne Tur. Og naar man
betænker de smaa leirdalske Hestes Lethed og den overordentlige
Sikkerhed, hvormed de kan gaa paa den allersmaleste Sti paa
Randen af de frygteligste Styrtninger, idet de kaste Benene saaledes
foran hverandre, at ingen Sti er dem for smal, saa bortfalder noget
af det Forunderlige. Fra Vetti Gaard fortsættes Gjelen i en
Strækning af 3 Mile, saa at altsaa hele Gjelen er noget over halvfjerde
Mil, og skal den paa den anden Side af Vetti Gaard, efter
Mandens Udsagn, være endnu trangere, vanskeligere og frygteligere,
end hvor jeg havde gaaet. Manden selv og han Folk maatte ofte
gaa der til Risskoven eller for andre Fornødenheders Skyld til
Gaarden. Denne har forresten de fortræffeligste Sætre og
Fjeldhavne, hvorfor ogsaa Kvægavlen er her af stor Vigtighed. Kornet
fryser stundom i kolde Høste. Mere end den halve Del af Aaret
ere de to her boende Familier, Gaardmandens og den paa hans Grund
boende Husmands, adskilte fra alt andet menneskeligt Samkvem.
Om Vinteren kan den almindelige Sti i Gjelen ej passeres formedelst
Sne, Is og idelige Skred, der efterlade sig Spor langt ude paa
Sommeren, fordi Solens Øie ikkun en kort Tid opløfter sig over
dette lange, uhyre Gab og dvæler ej længe, saa at den til Is blevne
Sne meget sent smelter og sjelden førend i Juli Maaned ganske
forsvinder. Den korte Tid om Vinteren, da Utla er tilfrossen,
passeres vel Gjelens Bund, dog ikke uden Fare formedelst de
ommeldte Skred, som med Orkanens Vælde suse ned i Dybet, og
hvis blotte Lufttryk er saa stærkt, at det kaster alt overende.
Senhøstes og om Vaaren er al Adgang til og fra Vetti fuldkommen
spærret, og den sildige Høst fornemmelig ved Jord og Stenskred,
som da løsnes af den hyppige Regn.
Bag Vettis Vaaningshuse, i nogen Afstand i Dalens Baggrund,
rejser sig en uhyre Fjeldvæg. Ovenover denne Klippevæg er Vettis
Marker, hvor et af de herligste Skovstykker maaske i hele Stiftet,
lutter Al-Furu. Her voxe unyttede, og uden at kunne nyttes, de
højeste Mastetræer af overordentlig Tykkelse, fordi de ej kunne faaes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
