Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordkyn. (M. Keilhau. 1831)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nordkyn.
(Af M. Keilhau.)[1]
Paa min anden Rejse omkring Sletnæs var det min Hensigt at
gaa lige løs paa Nordkyn. Jeg naaede ogsaa dette Forbjerg samme
Dag, som jeg tog ud fra Omgang, men ikke før efter en ganske
eventyrlig Fart. Der opkom strax en saa tyk Havtaage, at jeg
siden ikke engang i Spitsbergens Farvande saa den saa mørk.
Saasnart vi vare forsikrede om at være komne omkring Sletnæsset,
angav jeg efter mit Bergkompas, hvorledes Baaden skulde lægge
an, og begav mig til Hvile under min Skindmantel. Da jeg efter
et Par Timer igjen saa op, stod Sejlet ganske rigtigt som før, og
Høvedsmanden mente at holde sin rette Kurs. Men Vinden havde
lidt efter lidt forandret sig, og jeg saa, at vi sejlede lige Nord ud
i Ishavet. Hvor langt vi vare komne paa denne Vej, og hvor
Nordkyn nu skulde ligge, lod sig umulig bestemme.
Endelig, efter flere Timers Sejlads, først mod Sydost, derpaa
mod Syd, hørtes dumpe Brændinger; vi nærmede os forsigtigt og
saa nu Glimt af de brudte Bølgers hvide, højt sprøjtende Fraad.
Men de sorte, flere hundrede Fod høje Fjeldvægge, mod hvilke
Fraadet slyngedes, dulgte sig i Taagen, næsten lige indtil Baaden
berørte dem; thi Brændingen syntes endnu at være fjern, idet vi
paa en Gang vare næsten midt deri. Der blev hurtig drejet af,
og vi glede med Nød forbi en sort, spids Klippe, hvorpaa en
Mængde Skarv udslog sine Vinger og fremrakte sine lange Halse.
Denne nordiske Pelikan, som er sort og langt mindre end en Gaas,
udstrækker i Flugten sin lange Hals paa en meget hæslig Maade.
Siddende har den en knejsende, kjæk Holdning; den plejer da
gjerne halvt at udslaa eller ligesom udhænge sine Vinger med en
sagte Slagbevægelse, for at tørre sine Fjædre i Vinden, og ligner
i denne Stilling Ørnene paa Adelsvaaben og gamle Skjoldmærker.
I Taagemørket viste disse Fugle sig baade meget større og af en
mere usædvanlig Figur end ellers, og det hele, hastigt forsvindende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
