Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finnerne. I. (G. von Düben. 1873)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Høsten atter drage op imod Kautokejno og Karasjok. Keilhau
omtaler i sin «Rejse i Øst- og Vestfinmarken i Aarene 1827 og
1828», at nogle Finner, som han besøgte, paa denne Maade flyttede
fra Fasko-Jokk til Magerø, saaledes en Strækning af hele tvende
geografiske Breddegrader. Hvor længe Finnen opholder sig paa
hvert Sted, beror paa Omstændighederne, særlig paa Renmosens
Mængde og den større eller mindre Fare for Ulve; men sjelden
kan han blive i Ro paa samme Plet mere end en 3—4 Dage; saa
skal Teltet tages ned og flyttes ¼ eller ½ Mil længere bort. Saa
pakkes alt Bohave sammen og transporteres — om Vinteren let
og hurtigt paa Slæder, men om Sommeren med større Besvær paa
Renens Ryg — til næste Station.
Søfinnerne leve tildels paa samme Vis som Finmarkens øvrige
Beboere. De have fast Bolig ved eller i Nærheden af Havstranden.
Her bo de i de saakaldte «Gammer», et Slags Huse, der ligne
Torvhytter, opførte paa Stænger. Ved disse Hytter have de en
«Stolpebod», et eller et Par Hø- og Redskabsskur og et Baadnøst.
Søfinnens hovedsagelige Næring er kogt Fisk og ved Siden deraf
Rugmels-Vælling, i hvilken der er lagt finskaaret saltet eller tørret
Kjød eller Talg; fersk Kjødmad vanker sjelden. Hertil kommer
Faare- og Gjedeost. Som Følge af Folkenes Færden paa Søen
falde Maaltiderne uregelmæssige, og det samme gjælder om
Sovetiden.
Elvefinnerne danne et Slags Mellemled mellem Fjeld- og
Søfinnerne. De have faste Boliger, men holde alligevel Rensdyr og
have et vist Præg af Nybyggere. Elvefinner i egentlig Forstand
findes vel kun i selve Kautokejno og Karasjok samt i Aldagaska
og Polmak i Østfinmarken; dog kunne ogsaa Indvaanerne ved
Lax- og Børselvene med flere Steder i Porsangerfjordens Indre samt
Størstedelen af de i Altendalen med Føje regnes til denne Klasse.
For Størstedelen nedstamme de fra Kvæner. De have sædvanlig
nogle Rensdyr, men kunne ikke, saaledes som Tilfældet er med
Fjeldfinnerne, siges at leve af disse. Deres Hovednæringsvej er en
Smule Fædrift, Fiskeri i Elve og Indsøer, samt Jagt og Rypefangst.
Saavel i Kautokejno som i Karasjok er Kornavling bleven forsøgt.
De Rensdyr, som de eje, passes af fattige Fjeldfinner, der opholde
sig med Hjorderne i Nærheden af Elvefinnens Bolig og som paa
Vintertiden daglig fremmøde med hans Rensdyr, for at besørge
den Kjørsel, som kan falde. Som oftest er det ham, som skydser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
