Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Et Besøg i en finmarsk Fællesgamme. (L. O. Follum. 1873)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
have vandret den lange Livsvej tilsammen. Den lave, furede Pande,
omgivet af det tynde, lange, filtrede Haar, de buskede Bryn over
et Par plirende graa Øjne, de fremstaaende Kinder med lange Kjaker
og den spidse Hage lade ikke det gustne, brune Ansigt fremtræde
med Præget af en forsonet, blid Alderdom. Der er hellere noget
skummelt, hexagtigt i disse Træk. Begge have stærkt opsvulmede
Øjenlaage med rindende Øjne. Røgen har forlængst stemplet disse
med et livsvarigt, plagsomt Onde, hvortil kommer, at Synet er
reduceret til et Gangsyn, kun paa velkjendte Steder.
Rundryggede og sammenkrogede ere begge, Konen desuden
halt efter en Leddesygdom fra Ungdommen, Manden stærkt
krogbenet, saa Gangen er vraltende, ser forresten ud, som han skulde
baaret en Jordgamme paa Nakken i hele sit Liv.
Saa have vi ligefor os et yngre Ægtepar. Her er det Manden,
som er stuthalt, og Konen har en liden Pukkel paa Ryggen,
som gjør hende endnu mindre, end hun ellers vilde været —, men
begge ere altsaa delvis Krøblinge. Og det usle Ægtepars Frugt
sidder som sexaarigt Barn derhenne i en liden Skindmudde, tittende
frem med et Ansigt, der trods liden Udvikling har faaet det
bekjendte Gammelmandspræg, som Kjertelsygen giver.
Ved at se os vel om blive vi henne i Gammens mørkeste Krog
var et Væsen, som det er tungt at regne blandt de menneskelige.
Det sidder, stadigt vuggende Overkroppen frem og tilbage, med
slappe Lemmer, sløvt Blik og saglende Mund, af og til givende en
uartikuleret Lyd, der gjerne ender i en kold, uhyggelig Latter.
End ikke saa liden Aandsgnist af Forstand fandtes hos denne Idiot,
at hans Opmærksomhed kunde vækkes ved Synet af de Fremmede.
Nej, her ligger Forstanden død, saa end ikke Dyrets Instinkt blev
ham givet, og bedrøveligt nok er Idiotismen mere end almindelig
udbredt blandt den lappiske Befolkning.
Vi bemærke strax, al alle, ligefra Barnet, der netop kan kravle
om ved egen Hjælp, indtil den stivnede Olding, besidde den
Færdighed at kunne færdes inde i den trange Bolig saa lavt nede paa
Jordgulvet som vel muligt. Sysle de omkring med noget, gaa
de i en ludende, bøjet Stilling. Til Stole benytter Finnen jevnligst
sine Hæle, eller han indtager Skrædderstillingen paa en gammel
Bastematte. Foruden den omtalte Tværstok kan en lav Krak,
tilstelt af en naturlig tilvoxen trekløftet Træstump, gjøre Tjeneste.
Til Leje tjener et Renskind bredt ud over noget Birkeris. «Der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
