Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fanterne. (Eilert Sundt. 1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved det første Slag af Fægtestaven forberede Taternes Kvinder sig
med Hyl til at istemme Kampsangen. Mændenes Kampmod
opflammes til Raseri; selv Kvinderne smittes deraf; Ungerne skrige,
og Hundene tude. Medens Fægtestaven svinges som Hjul og
uddeler vægtige Slag, som Smaavandringernes eller Meltravernes Kniv
kun slet kan afbøde, ryge Kvinderne sammen og drages i Haar,
skjønt de nysankomne endnu ikke have faaet tage Spædbørnene
af Ryggen og lægge dem tilside. Hvilken rasende Kamp!
Opmuntrende Stridsraab og forfærdeligt Vræl, Eder og Forbandelser
opfylde Luften og overdøve de Saaredes Stønnen. Nogle Øjeblikkes
Fægten og Skjæren, Bryden og Riven — og det er vel de blege
Meltravere, som maa vige Pladsen for de sorte Rommanier; de
flygte med forrevne Klæder og blodige Saar og efterlade kanske
en Kammerat med braadden Pande, den bedste Slagsbroder, som
de Dagen efter maa lure sig til at grave i Jorden, medens
Drabsmanden praler af sin Kraft, men vel ogsaa finder det raadeligst at
flygte til Sverige.
Fortællinger om saadanne Kampscener have, som sagt,
forplantet sig lige til Nutiden og vidne om det Nationalhad, som
engang herskede mellem de to Fantestammer. Og dette Nationalhad
er et interessant Træk. Det falder vistnok ikke let, fra vort
Standpunkt at se, hvad Fortrin det ene af disse to usle Partier kunde
have at tillægge sig fremfor det andet; men at det alligevel var
saa, det viser, at selv i denne i Forhold til andre Mennesker i
Landet saa aldeles æreløse Kreds har dog en vis naturlig
Æresfølelse formaaet at gjøre sig gjældende. Tateren holdt sig for god
til at deltage i Skøjerens Rapserier, og denne vilde ikke bekvemme
sig til at gaa Tateren tilhaande i hans Hestedoktor-Forretninger;
for Stammens Æres Skyld nægtede enhver af dem sig den Fordel,
som saadant Kammeratskab kunde yde, og paatog sig heller de
idelige Slagsmaals Uro og Fare. Men nu er det ikke længere saa.
Ulykken var, sagde en Fant, at begge Stammer tilsidst sluttede
Fred paa den Maade, at ligesom Kongen delte Landet i Amter og
Fogderier, saa delte de Landet med Folk og Fæ mellem sig
saaledes, at Taterne skulde husere i Indlandet og Skøjerne kravle
sig frem langs med Kysterne; men i de fredelige og rolige Dage,
som da fulgte, forfaldt den gode gamle Skik og Orden, idet
Tatergutter giftede sig med Skøjerjenter, og Skøjere gik i Lære som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
