94 NORGES SJØFORSVAR 1814-1914 konstruert projektil av hærdet kromstaal kan skytes helt igjennem en K. C. plate av tykkelse som kanonens kaliber med ca. 600 m.s anslagshastighet, 3: for vor 24 cm. kanon paa ca. 7 000 m. avstand. Ogsaa den almindelige granat gjøres nu av staal (Siemens* Martin e. 1.). Dels fordi støpejernet ikke taaler paakjendingene i de moderne kanoner, og dels fordi væggene kan gjøres tyndere, saa der blir størst mulig hulrum for sprængladning. Disse grana* ter anvendes ikke mot panser. I 1880*aarene indførte franskmændene et nyt sprængstof, «meli* nite», i granater istedenfor sortkrudt, og engelskmændene indførte «lyddite»; skytebomuld blev ogsaa anvendt. Disse projektiler blev kaldt brisantgranater. De nævnte og en hel del lignende sprængstoffer under forskjellige betegnelser er nemlig brisante stoffer som omsættes i gasform med over* ordentlig stor hastighet (detonation), i motsætning til krudt og ballistit, hvor omsætningen foregaar forholds* vis langsomt (eksplosion). De brisante sprængstoffer utvikler samtidig en overordentlig stor kraft. Mens en sortkrudtgranat sprænges i 10—20 store stykker, søn* derslites og knuses en brisantgranat i flere hundrede stykker, nogen faa av fingerstørrelse med skarpe sag* tandede kanter, men de fleste ganske smaa. Gasvirk* ningen er samtidig saa voldsom at omgivelserne øde* lægges. Hvis en saadan granat detonerer i en kanon, ødelægges denne og de nærmeste omgivelser. De brisante sprængstoffer kan ikke bringes til detonation paa samme enkle maate som sortkrudt antændes, ved en tænd* hætte, der kræves en kraftig impuls av knaldkviksølv e. 1. der antændes ved tændhætte. Men knaldkviksølv er følsomt for støt og kan derfor tændes ved skudløsningen i kanonen. Av denne grund har det tat meget lang tid førend brisantgranaten blev bragt til en saadan fuldkommenhet at den kunde indføres til bruk ombord. Japanerne anvendte dem for første gang i krigen mot russerne i 1904—1905, og de bidrog i høi grad til japanernes sidste overvældende seier ved Tsushima. Efter dette slag tok utviklin* gen av brisantgranaten — eller rettere sagt brandrøret for denne — fornyet fart. Efter indgaaende undersøkelser og sammenlignende prøver med forskjellige konstruktioner kunde vi i 1909 indføre brisantgrana* Fig. 34.