202 NORGES SJØFORSVAR 1814-1914. før utskrivningen var bekjendtgjort, skulde han være fritat for utskrivning. Uteblivelse fra sessionen uten lovlig forfald skulde ifølge for? ordningen ansees som en stiltiende erklæring om at vedkommende ønsket at utskrives, hvorfor disse folk blev opført til tjeneste uten lodtrækning. Den kgl. forordning av 1803 paala vistnok de i sjørullerne staaende mandskaper forskjellige pligter, men samtidig tilla den dem ogsaa forskjellige rettigheter, tildels av reel art. Forordningen hadde et særskilt kapitel angaaende «de Friheder, Rettigheder og Fordele, som de indrullerede Søefolk skal nyde». Heri blev disse tilsagt at de ene og alene skulde være berettiget til at ernære sig av «vidtløftigt Fiskerie», av sjøfart og av lodsning. For fiskeriets vedkommende var dog samtidig bestemt at det ikke maatte være landlægdenes mandskap forment at benytte anledningen til at være med paa et eller andet betydelig fiske i de nærliggende fjorder, paa hvad maate de vilde, uten at de derfor skulde overgaa til sjøetaten. Det i sjørullerne staaende mandskap skulde endvidere være fri for at betale folke? og familieskat; de som bodde i kjøp? stæderne skulde være fritat for forskjellige personlige skatter. De sjøfarende som av mangel paa hyre opholdt sig hjemme, skulde saalænge de stod i sjørullerne ha lov til «at ernære sig ved at arbeide med egne Hænder i alle Slags Konster eller Haandverker, uden Hinder af de i Kjøbstæderne værende Laug». Herfra var dog undtat guldsmedarbeide og forfærdigelse av maalekar. End? videre var det dem tillatt «at spille paa Instrumenter ved deres Kameraters Lystigheder». «Fremdeles», sier forordningen, «maae de søge Næring ved at sælge grovt Rugbrød, som er baget hos Bagere i Byerne, samt ved at tappe 01 og Brændeviin i Kjøb? stæderne, naar de kjøbe bemeldte Varer hos dem, som ere privile? gerede til at brygge og brænde; men hvor der ikke findes saa? danne privilegerede Bagere og Bryggere, der maae det være enhver Søefarende tilladt selv at brygge og bage. Saa skal det og være dem tilladt at holde Marketenterie. De Indrulleredes Hustruer maae ogsaa det hele Aar igjennem, naar deres Mænd ere i Farten, ernære sig paa de foranførte Maader. Endeligen skal baade de Indrullerede selv og deres Hustruer være befriede for at svare mere i Næringsskat, end den halve Deel i Forhold til det, som andre i samme Næring og Brug betale.» Et privilegium av mere tvilsom art var den eneret til sjøfart