Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hørende Nordside, hvis befolkning henlagdes under Fredrikshald 1672
og i 1688 ogsaa fik egen kirke, som annex til Berg; denne tvedeling
af byen i to annexsogne under forskjellige landkald vedvarede indtil
1769, da det hele Fredrikshald forenedes til en eneste menighed med
egen sognepræst, hvortil snart kom en residerende kapellan, efterat
allerede ti aar før Nordsidens eller »Kristians kirke« var nedbrændt.
Hvor denne kirke, hvis kirkegaard længe vedblev at benyttes, laa, er nu
en større aaben plads. Som kjøbstad fik byen ogsaa en latinskole, der
dog aldrig opnaaede stor betydning og kun sjelden dimitterede til
universitetet. Denne ældre skole ophævedes ved den store skolereduktion
i 1739. Mellem dens rektorer var den anseede skolemand Johannes
Schrøder (siden forflyttet til Danmark), der har gjort sig fortjent ved
vigtige bidrag til Fredrikshalds historie.
Fredrikshalds vedblivende ry i krigshistorien er bekjendt. I
»Gyldenløvefeiden« bleve byen og fæstningen forskaanede for angreb1),
men desto alvorligere hjemsøgtes de i 1716 og 1718, og den sidste
beleiring fik endog formedelst Karl XII’s fald (11 dec. 1718)
verdenshistorisk navnkundighed. Borgernes opofrelser, da de 1716 selv brændte
sin by, lønnedes ved nye privilegier i det følgende aar, men, hvad der
var mere, byen erholdt herved et uforgjængeligt navn for sit
fædrelandssind. I 1808 deltog borgerkorpset i træfningen ved Præstebakke, hvor
oberstløitnant Knorrings korps blev taget tilfange. I 1814 beleiredes
fæstningen endnu engang, hvorved byen led ikke lidet især ved Fredrikstens
egne kanoner. Ligesaa lidt som før lykkedes det fienden at erobre
fæstningen, men efter konventionen i Moss maatte den aabne sine porte
for midlertidig at besættes af de Svenske.
Foruden ved den ved krigsbegivenhederne fremkaldte brand i 1716
har Fredrikshald ogsaa ellers gjentagne gange været hjemsøgt af store
ildebrande, saaledes i 1667, 1676, 1703, 1759 (Nordsiden), 1817
(sammesteds), 1826 og 1870. Branden i 1826, der udstrakte sig over
den største del af byen og fæstningen (samt Risum paa Iddesletten)
har en sørgelig mærkelighed ogsaa derved, at en vigtig historisk
kildesamling, statsraad M. G. Rosenkrantz’s gamle og righoldige
familiearkiv, blev et rov for luerne1 2).
Begunstiget af regjeringen og bekvemt beliggende for handel ogsaa
med de svenske nabobygder, synes Fredrikshald for det meste at have
været en velstaaende by. Efter Wilses beretning (Reiseiagttagelser,
bd. 2) skal den navnlig have været i en blomstrende forfatning et
snes aar før den store brand i 1 759. En kyndig reisende, amtmand
Theiste, der et par aar efter denne brand besøgte stedet, omtaler, at
»de Svenske bringer hid jern, dreiler o. s. v. og kjøbe alle i Sverige
eontrabande varer«, men tilføier, at denne handel med de Svenske
»tager mærkelig af formedelst deres strenge forbud og fabriker« ;
navnlig blev det forbudt at bringe trælast hid fra Sverige3). Af indu-
1) I Pauli i’s Extraord. maanedlige Relationer for 1676, s. 376, berettes om et forsøg af de
Svenske paa gjennem mordbrænden at stikke Fredrikshald i brand. Byen brændte
virkelig i samme aar, og maaske er da dette bleven skrevet paa Svenskens regning.
2) Burman-Becker, Efterretninger om gamle Borge i Danmark II, s. 22—23.
*) T h a a r u p’s Magazin II, s. 68. Allerede i 1758 havde amtmand Collin paa sin reise
bemærket, at »den svenske handel var i decadence*. Norsk Hist. Tidsskrift IV, s. 527.
Norske Stiftelser III, s. 873.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
