Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
LISTER OG MAN’DAI.S AMT.
Paa indsiden er den lakserød tæt ved ligamentet og gaar
efterhaanden over til det skjønneste perlemor.
Muslinger, der holder til i grovt sand i elvene, har en Ij-sere
farve end de, der ligger fladt paa dyb stenbund.
Muslingskallet bestaar af flere tydelig skilte lag; det yderste
er temmelig sprødt; det indre — perlemorlag — bestaar af mange paa
hinanden liggende, 0.01 mm. til 0.03 mm. tykke, bladformede plader.
Muslingens ydre skikkelse er ganske ens hos begge kjøn.
Befrugtningen finder sted i juli og august. Det har endnu ikke
lykkedes at forfølge dyrets udvikling.
I perlebække træffer man i massevis smaa perleskjæl, men
de er altid mindst 2—21/a cm. lange. Man har derfor ment at
muslingembryonet, efter at have forladt moderen, lever som snylter
paa fisk, idet det klamrer sig fast til fiskene.
Elveperlemuslingen findes i Urals bække, i det nordlige
Rusland lige til Ishavet; i vore elve, i Sverige, paa vestkysten
af Irland og i Pyrenæerne. I Tyskland forekommer den i de
bayriske skoge, Fichtelbjerget, Sachsen og i nogle bække paa
Lüne-burgerheden.
Alle elve, hvor den forekommer, har som nævnt kalkfattigt
eller blødt vand. Den holder sig mest i hjørner og kroger af
perlebække, hvis bund er rig paa sniaasten og grovt sand. Paa
slige steder kan flodleiet ofte være formelig brolagt med muslinger.
Muslingen vokser sig ofte fast paa samme sted i mange aar,
dersom dyrets fornødenheder er tilstede i tilstrækkelig mængde.
Bliver dyret af strøm eller is drevet bort til finsandede eller
mudrede steder, saa gjør det ved hjælp af fod og skal furer,
indtil det — ofte efter ugers anstrengelser •— har fundet sig en
plads, det liker, hvorpaa det atter falder hen i den samme
le-thargiske tilstand.
Perlerne udsondrer sig i kappesømmen og bestaar af samme
stof som skallet, nemlig kulsur kalk. Den egentlige perleregion
er paa siden af muslingens bagdel, netop der, hvor skallet
halden skjønneste farve og er sprødest.
Helt fra gammel tid har visse uregelmæssigheder i skjællets
vækst af fiskere været anseet som tegn paa tilstedeværelsen af
perler, og det er vistnok rigtigt, da disse uregelmæssigheder netop
synes at være betinget ved perlen eller ved dens vækst. Saaledes
nævnes som tegn paa perle en eller flere striber, som paa skjællets
ydre flade gaar for det meste fra midten paa tvers til randen, eller
istedetfor denne strimmelagtige forhøining kan der paa lignende vis
gaa en fordybning, en slags rende tvers over skallet, eller ogsaa kan
det hænde, at det ene skal naar noget udenfor det andet, de slutter
ikke nøie sammen, eller ved den bagre ende kan der sidde en
større eller mindre pukkel. Man mener, at disse forandringer i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
