Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•Skudeneshavn.
167
Som allerede ovenfor antydet, skylder Skudeneshavn udelukkende
indeværende aarhundredes store vaarsildperiode sin opkomst og udvikling
Af amtmand cle Fine omtales stedet i 1745 alene som en god havn, ved
hvilken »endel borgere fra Stavanger have huse og salteboder staaende
hvorudi de opholde sig. medens silde- og torskefiskeriet varer, og der
nedsalte den sild og torsk, de fange og kjøbe«, og endnu ved samme
aarhundredes slutning har det neppe havt synderlig over 50 fastboende
indvaanere. I 1825 var her 141 beboere, men der var nu bygget mange huse og
nøster, saa at stedet havde udseende af en liden by, som dog enduu kun gik
langsomt fremad, ettersom indbyggerantallet ti aar senere (1835) kun var
steget til 174, fordelt paa 41 familier. Fra nu af skjød derimod
strandstedet en overmaade sterk vekst, saa at der i 1845 taltes 95, og i 1855
147 husholdninger med henholdsvis 491 og 777 beboere, ligesom her i det
sidstnævnte aar fandtes 125 vaaningshuse. 100 søhuse, paa hvilke kunde
saltes 52.000 tdr. sild, samt 24 fartøier over og 8 under 5 kom.-læster, af
hvilke de fleste gik i udenrigsk fart. Der opstod nu suart spørgsmaal
om et byanlæg, om der end var adskillig meningsforskjel angaaende til
raadeligheden af et saadant skridt, da stedet manglede opland og
udelukkende var henvist til sildefisket som den eneste erhvervskilde. Efter
gjentagne ansøgninger fra beboerne blev der forelagt stortinget i 1867
en kongelig proposition om losse- og ladestedsrettighed for strandstedet,
hvilket ledede til den ovenfor nævnte lov af 11 juni s. a.
Kopervik,
der ved lov af 3 marts 1866 erholdt rettighed som ladested, ligger
i Avaldsnes herred paa Karmøen ved en omtrent midt paa dennes
østside indskjærende vaag, efter hvilken stedet har erholdt sit navn.
søværts 6 mile fra Stavanger og 2 mile fra Haugesund, tillands,
efter den i 1871 —74 anlagte nye hovedvei, 23 km. fra Skudenes
havn og 17 km. fra Haugesund. Polhøiden er for stedets fyr
beregnet til 59° 17’ 10" og længden til 5° 24’ 27" v. f.
Kristiania.
Byens grænser, der i henhold til nævnte lov er fastsatte ved
en under 16 august 1866 approberet aastedsforretniug, omslutter et
areal af 36 ha Den største og mest bebyggede del deraf ligger
paa sydsiden af den ovennævnte vaag og forbindes med nordsiden
ved en vippebro, over hvilken veien fra Skudenes fører videre
nordover. Bebyggelsen, der udelukkende er af træ og saagodtsom i sin
helhed ældre end den vedtagne reguleringsplan, omend lige siden res.
27 aug. 1847 underkastet bygningslovgivningen, er spredt og lidet
bymæssig, men gjør et venligt indtryk. Hovedgaden er i en
strækning af 1780 in. bygget som chaussée, hvortil kommer 1030 m. mere
eller mindre vel anlagt og vedligeholdt vei. Af brygger tindes en
offentlig og flere private. Vandforsyningen sker fra 3 gode,
offentlige brønde. Antallet af huse, bestemte for beboelse, var i 1875
125 og er senere noget forøget. De faste eiendommes samlede
brandtakstsum udgjorde ved udgangen af 1886 kr. 268,900 mod kr.
255,510 i 1880, kr. 211,000 i 1875 og kr. 162,120 i 1870.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
