Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SONUKK BERGENHUS AMT
Sauer. I ældre tid blev sauer daarlig røgtet, og forældede
racer vandt liden indgang. Saa sent som i 1782 heder det, at
«faareavlen trods de gode betingelser var af ingen betydenhed».
Nogle landmænd udenfor bondestanden havde anskaffet forædlede
faar, og det Det nyttige selskab» i Bergen uddelte trykte
efterretninger om finuldede faars drift og pleie og udsatte i 2 aar
præmier for opdræt af saadanne, men ingen meldte sig til præmie.
Skabsygen herjede slemt. I en indberetning fra aaret 1800
omtaler provst Hertzberg, at faarene de fleste vintre styrter for fode,
og at en forædlet race vanskelig lader sig indføre.
Det var ikke saa ofte af mangel paa føde, men af sygdomme.
De mest gjængse sygdomme var skab, lungesott, mavesyge,
vatersott og leverikter.
Sauehusene var overalt for smaa; luften i disse trange, låve
rum blev kvalm og stinkende, hvad sauen ikke taaler. Den knapt
tilmaalte føde lik de ofte tilbragt i frossen tilstand.
En stor vanskelighed for saueavlen var den store udbredelse,
som den smitsomme «saueskab» havde faaet. Fra 1862 blev der
ved offentlig foranstaltning gjennemført en systematisk udryddelse
af denne sygdom ved hjælp af aarlig gjentagen vaskning med
tobaksafkog. Værst var det i Søndre Bergenhus amt. I 1893—
96 var sygdommen helt udryddet.
Sauerne var af den gamle stedegne race og klarte sig langt
lettere paa udegangen, og i milde vintre faldt ikke smalefodringen
dyr. Der hvor der var beiter og sauerne var hjemme om-
sommeren, tog man indtil 1850-aarene lammet fra sauen og holdt
sauerne under «jetla» lige til jonsok for at melke dem.
Naar de saa blev jaget Iamiose tilfjelds, blev de fede til
høsten, men lammene selvfølgelig meget mindre. Paa den maade
klarte man sig med smørret af gjet og sau; kosmorret solgtes, da
dette var den væsentligste indtægtskilde.
De sterkeste^ saueavlsdistrikter i vort land er de vestlandske
amter. Vestlandet egner sig for saueavl mere end nogen anden
del af landet. Der er i fjorddistrikterne tilstrækkelige havnegange
for et betydeligt antal dyr, og det milde vinterklima gjør, at de
kan ernære sig ude en længere tid af aaret end de kan inde i landet.
Paa øerne bruges tildels at lade sauerne gaa ude hele aaret. Disse
udgangssauer har tildels været anseet for en egen race, men dette
er ikke tilfældet. Det er kun sterke dyr, som kan gaa ude,
og i almindelighed er det nødvendigt, at der er steder, hvor
dyrene kan søge ly i uveir. Forat en ø skal være skikket for
udgangssauer, maa der, foruden tilstrækkelig havn, ogsaa være
berghammere og hellere, hvor dyrene kan finde ly mod
vinterstormen. Kun haardføre racer som den almindelige norske
kyst-sau og blackfacedsauen kan gaa ude. At sauen kan berge sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
