Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4 556
SØNDRE BERGENHUS AMT.
der (Skaanevik, Etne, Vikebygd) er der opstillet ekstra
skudpræ-mie for ræv paa grund af den store skade den gjør, især paa
de unge lam.
Ræven angives at forekomme i de allerfleste herreder; men
der er en del øherreder, som Hjelme, og herreder paa
Bommel-øen, hvor ræv ikke angives.
Xegri fortæller i sin reise 1664—65 et eksempel paa, at
den listige ræv er fanget af en østers. Det heder, at ræven
kjender de stene og klipper, som er bevoksede med muslinger, og
at den ved, at disse i ebbetiden er tilgjængelige. Den gaar
altsaa ned til stranden og søger at slikke til sig indholdet af de
muslinger, som har aabnet sine skal. Men neppe føler muslingen
berøringen af rævens tunge, før den klapper sig sammen om
denne og holder den saa fast, at dyret ikke kan drage tungen
til sig uden at den sønderrives. Den maa altsaa forblive der,
til vandet atter stiger, og drukner da, hvis ikke folk allerede
har faaet øie paa den og dræbt den. Havde Æsop hørt dette, havde
han sikkert benyttet det til en fabel, og Plinius havde optaget
det i sin naturhistorie. Denne fortælling er jo langt
besynderligere end den tilsvarende, vi har i Italien om padden, som
med hemmelig kraft trækker nattergalen til sig og sluger den
levende.
Det er ikke urimeligt, at denne Negris fortælling om østersen
og ræven er rigtig. At mus kan fanges af osters, er sikkert nok.
Naar østersen staar og gaber i kjældere, og musen forsøger at
spise den, lukker østersen sig, og musen omkommer.
Fjeldræven eller melrakken (ca»is lagopus) er almindelig i de
indre dele af amtet; den holder til i fjeldegnene ovenfor
træ-grændsen, det samme omraade som lemænen bebor; denne
sammen med andre musearter udgjør ogsaa dens hovednæring, men
den tar ogsaa fjeldryper, ænder og vadere som heiloen. I
«le-mænaar» optræder fjeldræven talrigere end ellers, dels fordi den
søger hen til det muserige omraade fra nærliggende trakter, dels
fordi kuldene i disse næringsrige aar er flere og rigere end ellers.
Naar lemænskarerne vandrer ned fra høifjeldet, følger mange
fjeldræve med, og i de indre distrikter udgjør denne art da det
langt overveiende antal af de præmierede ræve; saaledes var i
Ulvik i «lemænaaret» 1887 af de der skudte 137 ræve ikke
mindre end 126 fjeldræve. Denne art er i det hele ikke saa
kløgtig som rodræven, gaar lettere i fælde og paa aate end denne
og er heller ikke saa sky; dens kuld er ogsaa som regel
talrigere end rødrævens, og flere stykker kan have bøie lige i
nærheden af hverandre.
N Maaren (martes martes) holder helst til i naaleskogen, og den
har ikke saa ringe udbredelse i amtet. Den angives fra de fleste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
