Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYKELIV OG JAGT.
559’
amtet og sandsynligvis ogsaa forekommet i langt større antal end
nu. Derpaa tyder for det første en hel del gaardnavne i amtet,
sammensatte med lijort- og hind-. Saaledes med hjort–.
Hjorteland i Aasene og Kvinnherred; Hjortedal i Strandvik og
Hjortedalen i Skaanevik; Hjortaas i Kvinnherred, Hjartaas i Lindaas
og i Alversund; Hjartaaker i Strandvik; Hjartnes paa
Bømmel-øen og i Strandvik samt muligens i Strandebarm ; Hyrt i
Vossestranden hører muligens ogsaa hid. Til den anden gruppe,
sammensætning med hind-, horer: Henanger i Strandvik, Hinnenes
i Lindaas, samt muligens Hinderli i Sveio. En tredje gruppe
danner stedsnavne sammensatte med dyr-, idet der i amtet i
denne forbindelse kun kan være tale om hjorten (røddyret); det
er navne som: Dyrnes i Lindaas og i Fjelberg; Dyrdal i Lindaas;
Dyrkolbotnen i Hosanger; Dyrøen i Fjeld.
Et andet vidnesbyrd om hjortens optræden i tidligere tid
har vi i en del jordfund.
Ved Godøsund i Tysnes blev gravet en kanal gjennem et
ganske lavt, 2—4 m. høit eid, og der fandtes da 1—1.5 m.
dybt i leren to hjortehorn, der sj-nes at have tilhørt et eller
muligens to større, fuldt udviklede dyr. I leren, paa det sted hvor
hornene fandtes, var tillige talrige skaller af østers, kammusling
og andre muslinger, som ynder et varmt hav. Hjortehornene
tilhører vistnok tapestiden. I affaldsdyngen fra stenalderen ved
Ruskeneset i Fane var ben af hjort meget rigt repræsenteret; de
større knokler var kløvet paa langs for marvens skyld; for
stenalderbefolkningen var hjorten sikkert et af de vigtigste jagtdyr.
Daadyr (cervus dama). En liden stamme blev i 1904 indført
paa øen Skorpen i Os; de fleste svømmede herfra over til øen
Strønen, hvor de synes at trives og formerer sig.
Elgen (alees alces) findes ikke i amtet; enkelte vandreindivider
skal have vist sig i de indre dele (i Røldal dyr, som er kommet
fra Telemarken). I tidligere tid, da naaleskogen var af større
udstrækning end nu i amtet, har vistnok elgen havt fast tilhold
der, men er tidlig i historisk tid blevet udryddet. Peder Claussen
Fries nævner i 1599, at elgen findes i det søndenfjeldske Norge,
«doeg iche norden-for Bergen». Fund af elg fra historisk og
forhistorisk tid er imidlertid endnu ikke gjort i amtet, skjønt
skeletdele er fundet, omend sparsomt, langs kysten i bopladse fra
stenalderen. Stedsnavnet Elge i Evanger kan muligens hidrøre
fra dyrenavnet elg. Elg er seet i fjeldet nær Skjeggedal, og
senere-ved Reinsnaas. Den er vistnok kommet over vidden fra
Østlandet.
Renen (rangifer tarandns). Vildren har tilhold paa
Hardanger-vidden og bestanden her mellem Hardangerjøkelen og Haukeli
blev i aaret 1900 anslaaet til omkring 16 000 dyr. Tamren er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
