Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4 560
SØNDRE BERGENHUS AMT.
gjentagne gange lige fra slutten af 1700-aarene forsøgt indfort
fra Finmarken; men først i 1870—80-aarene faldt forsøgene
afgjort heldig ud, væsentlig fordi ulvebestanden da var forsvundet
fra det sydlige Norge. Tamrenflokkene trænger tildels ind paa
vildrenens omraade og skal enkelte steder fordrive denne fra
beitepladsene; at vildrenen er i aftagende, tilskrives dog ogsaa
og især for sterk jagt paa den ved brug af de langtrækkende,
finkalibrede militærrifler.
Paa Hardangervidden findes, som senere omtalt, flere steder
vidnesbyrd om vildrenens tidligere forekomst og den jagt, som
der i ældre tid har været drevet paa den; der er store dynger
af knokler, lag paa optil 3A m.s høide ved tidligere bopladse,
og dyregrave spredt over vidden, hvor renen havde sine veie.
Pindsvinet (erinaceus europaeus) er indfort i amtet i senere tid.
saaledes ved Bergen og paa Stordøen; det synes at trives godt;
paa Stord skal det saaledes være noksaa almindelig og holder
sig der særlig i potetakrene.
Spidsmusen (sorex araneus) er meget almindelig fra høifjeldet
af og ud til kysten.
Dvergspidsmusen (sorex minutus), landets mindste pattedyr, 94
— 98 mm. lang, findes paa lignende steder som spidsmusen, men
i langt ringere antal.
Vandspidsmusen (neomys fodiens) er spredt i hele amtet paa
fugtige steder.
Flaggermus. 5 arter kjendes fra amtet. Almindeligst, især
i de ytre distrikter, er dvergfl agger musen (vespertilio pipistrellus). De
andre arter er: den nordiske flaggermus (vespertilio nilssonii),
vand-flaggermusen (myotis daubentonii), skjægflaggermusen (myoiis mystacinus)
og den langørede flaggermus (olecotus auritus).
Bæveren (castor flber) har ikke længere fast tilhold i amtet;
enkelte vandreindivider (fra Telemarken) viste sig i Røldal i 1893.
Fra historisk tid foreligger ellers ingen oplysninger om bæverens
forekomst i amtet; derimod fandtes i en affaldsdynge ved en
boplads paa Ruskeneset (i Fane) blandt andre dyrelevninger ogsaa
knokler af bæver.
Fra Søndre Bergenhus og i det hele fra landets kystfrakter
fra Stavangerfjorden af og lige op til Trondhjemsfjorden omtales
ikke bæveren i ældre eller nyere tid. Bæveren er ikke omtalt i
Røldal fra tidligere dage.
I 1893 havde et eller flere individer nedsat sig nogle
kilometer ovenfor og østenfor Røldal kirke- og senere saaes
gjentagne gange en bæver i Valdalsvatn omtrent 12 km. høiere oppe
i dalen ovenfor Røldal. Paa begge steder havde den flækket og
afbarket rognetræer, birk og vidje (asp er sjelden paa dette sted).
Valdalsvatn ligger omtrent 600 m. o. h., og kort ovenfor slutter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
