- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XII. Søndre Bergenhus Amt. Første del (1921) /
734

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

7 2 (i

SONDRE BERGENHUS AMT

Bergen. Husets folk bor om sommeren i kjelderen, medens
byfolket disponerer den øvrige del af huset. De fleste
gaardbru-gere er nødt til at søge fortjeneste ved andet arbeide, dels
fabrikarbeide, dels udearbeide hos andre, dels forskjelligt
hjemmearbeide, saasom baadbyggeri, som mest drives i Fuse og delvis
i Samnanger, fabrikation af træsko, ski, kurve o. 1.

I Fuse er befolkningen flittig og vinskibelig; gaardene er
smaa, men dyrkes i det hele godt; mange maa søge bierhverv;
nogle reiser paa sildefiske, andre driver industri, særlig
fabrikation af tønder, eller husflidsarbeide, saasom træsko, river,
kurve etc.

Landstrygere eller «splinterne*, som de kaldes, beskatter
landbefolkningen paa mere afsidesliggende steder, idet de under
trudsler kræver, hvad de ønsker. Hvad der gjøres for at hemme
dette uvæsen, som oprettelse af børnehjem o. s. v., synes hidtil
at have været temmelig frugtesløst. Splinterne slænger af og til,
naar det falder bekvemt, en unge ind i hjemmet, men om en tid
kommer de igjen og fordrer ungen tilbage. Arbeide vil de ikke
have, men søger at leve af andres arbeide.

En gammel, nu forladt skik var det ind i 18de aarhundrede,
at nygifte folk nogen tid efter sit bryllup gav sig ud paa
vandring for at bede om gaver, navnlig af korn. Man kaldte dem
«bustemand-’ og «bustekone . Den nygifte mand reiste med
en stor sæk lærred paa ryggen omkring i præstegjeldet og bad
korn sammen til hjælp i den nye husholdning, hvilken hjælp de
kaldte «buste», det betyder vel egentlig bustad, husholdning;
«bea te busta», bede om bidrag til at sætte husholdning. Det
heder i en optegnelse fra 1723, at naar bustemand kom
til-gaards, gik han aldrig ind i huset, men stod udenfor og ventede
paa kornet eller gaven. Hvis bustemanden gik ind i, huset, var
hans buste forspildt. Vilde nogen give ham at drikke, da bares
det ud til ham paa marken, men mad fik han ikke hos nogen,
og derfor led bustemanden hunger, tørst og kulde, forinden han
kunde faa et par tønder korn sammenskrabet.

Det heder og, at bustemanden, foruden sæk paa ryggen, bar
i den ene haand en amber, hvori han samlede æg, i den anden
haand en stav og i lommen en lang pung til at samle penge i.
Denne skik var almindelig; ikke alene fattige, men rige bønder,
ja ogsaa præsterne iblandt brugte den, om de end ikke selv gik
omkring, men lod en anden gaa om og bede om buste for sig,
heder det. 1 Bergen er der et fattighus, som heder Bustehuset.

Tilstanden i Nordhordlen . synes paa Holbergs tid ikke at
have været god, thi han skriver: <Der falder udi Nordhordlehn
ikke meget korn, saasom landet er overalt klipagtigt,
hvorudover indbyggerne nære sig mest af fiskerie ved havet, saa og af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:43:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/12-1/0754.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free