Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
7ü 1
og man taler længe efter om den lykkelige hensovede, der havde
grædekoner ved sin grav.» v
Hardangerviolinen eller haringfelen har været brugt fra
gammel tid i Hardanger og er blevet forarbeidet der.
Om brugen af violin skriver Pontoppidan i 1753:
«Ellers er en violin den norske bondes bedste instrument,
og bruges paa nogle steder her i egnen helt utidig, endogsaa i
sørgestuen, hvor spillemanden sidder, maaske som en
melankolifordriver, dagen igjennem, just ovenpaa ligkisten, og spiller
bestandig. Samme sæde og forretning holder han ved, naar liget
føres til kirke paa en baad, som sædvanlig sker her paa
vester-kanten for situationens skyld.»
Videre beretter han: «I Hardanger, ikke langt herfra, gjør
bønderdrengene endogsaa deres egne violiner til at spille paa,
saa gode, at man har forsikret mig, de kunde ret vel bruges i
en koncert.»
Forskjellen paa haringfelen og violinen (ogsaa kaklet
tysk-fele, flatfele) er den, at haringfelen har 4 understrenge, som
klinger med af sig selv — en eller flere — der hvor de passer
med i den harmoni, som bliver spillet paa de grove strenge;
der-uæst er strengestolen («notehesten») fladere paa haringfelen, saa
man sædvanlig kan stryge paa 3 strenge paa en gang.
Hvor gammel hardangerviolinen er i amtet, hvem der først
har forfærdiget den og i hvilken grad den er original, er ikke
sikkert afgjort.
Den første trykte beretning om hardangerviolinen findes i
«Efterretninger fra Addresse-Contoiret i Bergen» for 1766 nr. 46
i et stykke med overskrift «Efterretning om Viol-mageriet i Vigøers
Præstegield i Hardanger». Forfatteren er ikke navngivet. Af
dette stykke hidsættes en forkortet gjengivelse:
«Isaak Nielsen Botnen havde i sin ungdom, omtrent 1670,
lært en mand ved navn Lars Klark, de første begyndelser til
fiol-mageri. Klark var ikke oplært, men begyndte at udhule
nogle stokke eller stykker træ, som ved hjælp af strenge har
muligens givet en slags lyd. Isaak tog sig for at gjøre dette
efter, og blev efterhaanden saa øvet, at instrumenterne er blevne
alt bedre og bedre. Han naaede deri en utrolig berømmelse.
Hos en mand paa Storøen ved navn Didrik Muus, der skal have
gjort den smukke altertavle i Storøens kirke, flk Isaak Botnen
kundskab om den rette fernis og dens brug. Fra den tid blev
Isaak Botnen saa berømt, at hans fioler baade inden- og
udenrigs blev foretrukket for andres. Isaak -Botnen forfærdigede og
indlagde det fineste elfenben- og træarbeide paa fioler. Han
havde adskillige sønner. En af dem, Thrond, havde lyst til at
lære faderens flolarbeide, og ligesaa en datter-mand ved navn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
