Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 2 (i
SONDRE BERGENHUS AMT
tage pigen hjem med sig og gifte sig med hende. Moderen sagde,
at han skulde gjøre halve fjøset ryd digt. Morgenen efter stod
der en række vakre, velstelte kjør paa den ene side af fjøset.
Det var pigens heimagjerd eller medgift. Lignende beretninger er
der fra Voss og andre steder. Det heder, at pigen havde hale,
og den var ikke liden, for den slæbte paa marken, naar hun gik.
Men saasnart presten havde lyst velsignelse over brudgom og
brud, faldt halen af, og saaledes gaar det altid, naar huldrepiger
gifter sig i kirken.
Ogsaa paa øerne vestligst i amtet holdt huldren til, som
denne fortælling fra Sund herred viser:
«Mange viste vel om hulda. Dei baade saag ne og viste
kar ho heldt te. Ho hadde greit væsen, ho, baade kjyr, aa alt
som te høyrde. Dei saag- baade hulde og beista hedna tidt og
traadt. Da hende jamt aa samt, at dei saag huldakuena gjekk
ute baade ei og ei aa i fløkk, ikkje bær om sommaren, men
om vinteren og. Konde dei daa købma huldabeisto so nær,
at dei fekk kasta ein kniv elde ei staalspøta øver ryggjen paa
huldakuena, so fekk dei leia dei med seg heim, kar dei vilde,
aa daa vart dei eigara taa huldabeist, so hulda ikkje meira vilde
ha dei eingong. Ho jagde dei beint vækk fraa bølingjen sin, om
dei seinare vilde købma atte. Dei saag hulda gjekk paa stølen
aa mjølka. Ho bar støvande pent stølabøtte med messingagjøre
paa paa ryggjen. Dei hørd’ne kallte paa beista sine og
somme-tie, — aa da sku vera svært pént aa høra. Men rompa hadde
ho altid, — nett so ei kurompa. Rompa drog hu alti ette seg.
Te ældre ho va, te lengre va rom po. Før laang — laang ti sio,
fortalde ei gammal læigdakøna meg: Naa eg va liten, va dar
ein ungkar so vart gjæft med ei huldabrur i Sond. Ho va so
utifraa pen, at da skjein taa ne, baade krøp og klæe. Men rompa
dat taa ne, naar ho vart vidd med altere.»
Det hænder, at huldre, som er forlibte i gifte mænd, skaber
sig om i skikkelse af disse mænds koner.
En mand fra Ulvik var tilfjelds paa jagt efter ren. Han
sad en kveld i et fælæger, tørrede sine klæder og kogte mad paa
aaren. Da kom der ind en kvinde, som var vaad og forkommen,
og da han skulde se til, saa var det hans egen kone. Hun satte
sig op til ilden og begyndte at tørre klæderne. Men da fik han
se en lang hale stikke ud under skjørterne. Da forstod han,
hvad slags kone han havde faaet til sig. Da hun kort efter
reiste sig, gav han hende et spark over bagen, saa hun tumlede
xid gjennem døren. Da hørte manden nogen le høit borte mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>