Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t EFOLKNING. 187
7ü 1
haugene og en stemme sagde: «Jau, no fekk ho Barbro paa
rynedlen sin!» Rynnel, rennel, betyder egentlig en tridse.
Noget lignende hændte lensmand Sjur Ringøen i Kinservik,
-som ogsaa laa paa jagt. Oppe paa sæteren mærket han, at han af
vanvare havde taget med sig stabburnøglen i lommen, som
hjemme-folket havde brug for. Da kom der ind et kvindemenneske, som
lignet hans kone; men han fik straks mistanke om, at det var
en hulder. Men han lod sig ikke mærke med noget, men bad
hende sætte mad frem. Da de satte sig tilbords, bad han hende
læse bordbønnen, men da blev hun borte. For huldren kan ikke
nævne Guds navn. Da raabte det borte i haugene: «Aa nei,
lensmand Ringøen er ikke saa god at narre, han, neimen er han ei!
Ha, ha, ha.»
En mand i Granvin var i skogen og huggede ved, og da
kom der en kvinde til ham, som han syntes var hans egen kone.
De satte sig i skyggen af et træ og hvilte. En stund efter
sovnet han, og da han vaagnet var kvinden borte.
Det var en hulder og ikke hans kone, og hun fødte efter
en tid en søn. Da denne gut vokste til, var han saa svær til
at æde, at huldren sagde han flk gaa til sin far. Hun gav ham
med en øks, som hun havde taget fra vedhuggeren. Med den
skulde han sætte sig i kirkegaardsporteu om søndagen. Da
vedhuggeren kom, sagde han: «Det er min øks.» «Ja, da er du
min far,» sagde gutten. Han var saa sterk, at faren ikke turde
jage ham bort, og han udførte mange eventyrlige bedrifter.
Lignende beretning er der fra Voss.
At haugfolket røvede de piger, som sad pyntet som brud,
hændte flere steder.
Tidligere var det skik at klæde bruden paa aftenen før
bryllupsdagen. Hun skulde sidde paa loftet i fuld pynt og tage imod.
Siden skulde hun sidde i ro paa loftet og ikke gaa ud, men
heller ikke maatte hun være alene, for da kunde haugfolket
komme og hente hende.
Engang stod der et bryllup paa Lekve i Ulvik. Folket havde
været paa loftet og hilst paa bruden, som sad pyntet med krone.
Det hændte da, at hun blev siddende alene en liden stund, og
saa blev hun borte. Til Lekve kom hun aldrig mere.
Sommeren efter drog folk tilfjelds. Da lød der sang fra en
haug ved veien, og de hørte tydelig følgende ord:
«Vent er det i Lekve loftet
til sitja brur,
endaa venare er det i Mjulbotnen,
der skin so ven ei morgonsol.»
Det var den røvede Lekvebrud, som sang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
