Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Befolkning.
777
Om utburden heder det fra Sund: «Dei har nøie fortalt
meg, korleis utbørn vart te. Da va etteløysningjen taa
barsengs-køna so vart te utbør. Dei konde vera. heilt stø aa sikker paa,
at sofremt ikkje den mæ sama vart børn i gruo ihop med
vond-viskjen aa brænd øpp, rubb aa stubb taa nærkøno, so vaks han
lynsnart te utbør. Da va darfør ei plegt før nærkøno, før ho
gjækk fraa barsengskøna, aa brædna den aa vondviskjen. Somme
nærkone va so likesæle helde tøskne, at dei gjöre da ikkje, men
slængde da paa markjo, kanskje stondo paa don jen. Aa daa
slo da alder feil, at dar vart ein utbør straks. Han vaks
fortog vart stor. Ein konde vera heilt stø paa, at utbøren købm
naar dei minst vent ’an, aa vilde endele dræpa mora. Mora
maatte darfør verja aa vigsla seg paa beste maate baade mot
utbøren hedna og mot alslags trollskap. Darfør maatte
barsengs-køno ha kniv, nytestamente aa havrabrø i sengja aa naal i huo,
med ho laag paa barseng.»
Fanden i kirken. Sagnet om ßesse paa Knaben i Fjotland
har fundet vei ogsaa til Søndre Bergenhus amt og er sat i
forbindelse med et andet sagn om fanden i kirken. Besse var en
bondehelgen, der var saa hellig, at han kunde hænge sin vante
paa solstraaler.
Det samme siges om en mand i Granvin, at han kundfe
hænge sine vanter paa solgjeiselen i kirken, eller den straale,
som sollyset kaster gjennem et vindu. Samme mand saa en dag,
da han havde hængt sine vanter paa solstraalen, at djævelen sad
og skrev op paa et kalveskind navnene paa dem, som sov eller
lo i kirken. Det var saa mange, at skindet begyndte at blive
helt udskrevet. Djævelen søgte da at tøie skindet, idet han tog
fat med munden i den ene ende og med hænderne i den anden
og sled alt det han orkede. Men skindet revnede og djævelen
slog hovedet mod kirkevæggen. Da maatte den hellige mand
smile, og ogsaa hans navn blev skrevet paa skindet, og votterne,
som hang paa solstraalen, faldt ned.
Denne beretning om fanden i kirken, som tøiede et skind eller
pergament med tænderne, stammer fra den franskfødte kardinal
Jakob fra Vitry, som var født noget før 1180 og død 1240. Hau
mente, at gode fortællinger gjorde større indtryk paa den menige
mand end beviser, og spækkede sine folkeprækener med historier.
Til disse hører beretningen om fanden som tøiede et pergament,
fordi der var saa mange, som skulde have plads. Herfra gik
beretningen over i «Mariu saga» og fandt paa den maade vei til
Norge («Nordlands amt» II, s 557).
Forskrivning til fanden. Der kjendes kun ét eksempel fra
Norge paa forskrivning til fauden, hvilket er meddelt i 1705 fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
