Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KVINNHEBBED HERBED. 147
har sine kilder i Folgefonnen, er vandrige; men, som det stadig
er tilfældet med bræelve, ujevne.
Der foregaar nu hver sommer regelmæssig slædeskyds fra
Gjerde til Tokeim og fra Sundal til Buer.
Fra Folgefonnens sydlige parti har man en vid udsigt. Man
ser ud over hele Folgefonnens snehav og mod nord skal man i
klart veir kunne se Justedalsbræen. Mod nordost og øst ser man
Hardanger jøklen, hele Hardangervidda med Haarteigens
cylinderformede taarn, og ligeoverfor, hinsides Sørfjorden, Ringedalsvandet,
Tyssestrengene og det øverste af Ringedalsfossen. Mod vest rager
Melderskin op over de andre fjelde og bag den ser man fjeldene
helt til Bergen, Søndhordlands øer og den vidtstrakte skjærgaard
og hinsides denne mange mile ud over havet. Navnlig i
aftenbelysning skal udsigten mod vest være storartet.
Af og til kommer der ifølge en gammel bygdefortælling med de
elve, der springer ud under Folgefonnen, tiner, kar, ringe og andet
husgeraad. Hvis der ligger noget til grund for hvad der fortælles,
saa er disse sager tabt af folk, som har færdedes med bør eller
kløvhest paa bræen. Gjenstandene er faldt ned i en revne eller er sunket
ned i sneen, indtil de ved den stadige smeltning fra neden har
naaet bunden af bræen og er da blevne ført videre af det vand,
der risler frem under denne. Men det tør være saadanne fund af
husgeraad, der har foraarsaget det sagn som gaar, at der, hvor bræen
nu ligger, i sin tid skulde have været bebyggede dale og endog
have ligget syv prestegjeld, der blev begravede under et frygteligt
snefald. Der ligger selvfølgelig ikke et sandt ord til grund for
dette sagn.
Peder Clausen fortæller i 1632 i sin Norges beskrivelse blandt andet,
at Folgefonnens egentlige navn er Fuglefang. Paa fonnen, siger han, findes
der nemlig en mængde fugle af forskjellig farve, hvide, sorte, grønne, gule,
røde o. s. v., som holder sig i revnerne. Han mener, at der syd for Dovre
kun findes to fjelde, som kan maale sig med Folgefonnen i høide, nemlig
Gausta og Juklefjeld (rimeligvis Hardangerjøklen).
I tidligere tid havde folk, der ikke var vant til at færdes paa fonnen,
de mest overdrevne forestillinger om denne. I en gammel indberetning fra
1626 fortælles der saaledes, at fonnen er saa haard, at en uskoet hest ikke
en gang midt om sommeren kan fæste fod der, og at den er saa kold, at
mennesker ikke en gang om sommeren kan udholde den sterke kulde.
Ifølge Jonas Ramus’s Norges Beskrivelse, der fra forfatterens haand var
afsluttet 1715, men først tryktes et snes aar bagefter, var det forbudt at fare
over Folgefonnen mellem Bartholomæi (24de aug.) og Korsmesse om vaaren
(3. mai), fordi maar ny sne kommer og skjuler sprækkerne, kan folk der ofte
blive borte.«
Ølve og Hatlestranden.
Topografi.
Ølve og Hatlestranden sogne paa vestsiden af
Hardangerfjorden bestaar væsentlig af låve, skogbevoksede aaser. Var det ikke
for de ege, som hist og her vokser, vilde aaspartierne paa denne
kant minde ganske om aaspartierne i de østlandske iiadbygder.
Skogen er overalt sterkt medtaget, og kollerne og høiderne er mange
steder næsten skogbare, medens den i dalene gror noget mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
